Bondefogedens døtre
Enhver familie kender medlemmer, der tager ansvar og styring. De findes i hver generation, og søger
vel først og fremmest deres egne muligheder. Men derved får de afgørende indflydelse på, hvilke
veje, der åbner sig for deres nærmeste og deres efterkommere. Det bliver særligt værdifuldt, fordi
deres ambitioner ofte er ledsaget af en stærk følelse af ansvar og omsorg for familien. Sådan var
Søren Pedersen.
Vi kender ham som bondefoged i Lidemark, en landsby sydvest for Køge. I 1787 er der 221 indbyggere.
Landsbyen består i hans tid af 21 gårde og 18 huse, ejet af Vallø Stifts gods. Søren var fæster på
en af gårdene, men som bondefoged tilknyttet godsets ledelse.
Bondefogeden var den lokale repræsentant for øvrigheden, og til gengæld for varetagelsen af disse
opgaver var han fritaget for en del af de pligter, hoveriet pålagde fæstebønderne.
Opgaverne som bondefoged spændte vidt. Hovedhvervet var at sørge for fæstebøndernes pasning af de
opgaver, de havde pligt til at udføre for godset ifølge fæstebrevet. Det gav bondefogeden magt over
fæsternes daglige tilværelse. Hoveriet skulle forløbe, så godsets drift blev varetaget, samtidig
med at fæsteren klarede pasning og drift af sin egen ejendom. Det gav mange muligheder for
interessekonflikter, så lederstillingen stillede store krav til hans smidighed og autoritet.
Familierne var afhængige af bondefogedens magt og forståelse, så han blev en slags landsbykonge.
I 1791 blev en del af bondefogedens opgaver udskilt med den kongelige forordning for sognefogeder.
Mange steder udpegede man bondefogeden til også at fungere som sognefoged. Om det gælder Søren
Pedersen, ved vi ikke. Vi ved, at sønnen Lars på et tidspunkt før 1803 har overtaget hvervet som
bondefoged, men ikke, om det er sket ved, at faderen i 1791 blev udpeget til sognefoged, men det er
sandsynligt. I så fald er denne funktion dog ophørt før 1803, hvor Søren er 86 år, og hvervet som
sognefoged varetages af gårdmand Ole Hansen.
Hvervet som bondefoged bortfaldt ikke, da der kom sognefogeder. Bondefogeden arbejdede for
godsejeren, men sognefogeden for retsøvrigheden. Fæstevæsenet var ganske vist under afvikling her i
begyndelsen af 1800-tallet, men det tog en del år, før der var gennemført selveje for flertallet af
fæstegårde.
Det er ikke Søren Pedersens magtposition i sig selv, som i denne forbindelse er vigtigst. Det var
den styrke, positionen gav ham til at varetage sin stærkt udviklede familieomsorg.
Familiemønstrene i den tid har naturligt styret de muligheder, han har haft for at sikre børnenes
fremtid. Nærmere herom under de enkelte børn, men vi skal her se lidt på det overordnede mønster.
Fæstesystemet på godserne havde en afhængighed af familiemønstret, som godsernes ledelse var
aldeles bevidste om. Hele landbrugsdriften var baseret på den arbejdskraft, hoveriet leverede. En
driftsikker fæstebonde skulle levere sin arbejdsydelse for herremanden i forvisning om, at vor mor
derhjemme klarede fæstegårdens opgaver forsvarligt med pasning af dyr og husholdning og tilsyn med
tjenestefolkene i mandens fravær. Omvendt var mandens fæstebrev grundlaget for, at en kvinde kunne
opleve en tilværelse med børn og familieliv i trygge rammer.
Det var en bevidsthed, der skabte uskrevne regler for udstrakt brug af det, vi, når det sker i
andre kulturer i dag, vil kalde for arrangerede ægteskaber. Når fæstebonden bliver enkemand, vil
der typisk kun gå få måneder, før han er gift igen, og en ny madmoder er rykket ind på gården. Er
det bonden selv, der dør, samles alle kræfter om at finde den egnede person, der er klar til at
overtage fæstet og gifte sig med enken. Vi vil se flere eksempler på det i det følgende.
Dette familiemønster førte til, at sønner og døtre ikke kunne behandles ens. Der er heller ingen
grund til at tro, at Søren Pedersen ønskede, det skulle være tilfældet. Han var ikke på den måde en
kulturreformator. Sønnerne skulle opnå de bedste vilkår, en mand af bondestanden kunne, og døtrene
skulle opnå trygge vilkår i tidens kvinderolle.
Kærlighedslivet som selvstændig faktor måtte i høj grad undertrykkes. At det ikke helt var muligt,
får man et klart indtryk af, når man læser kirkebøger fra 1700- og 1800-tallet. Man kan ikke læse
mange sider uden at møde dåb af uægte børn af enlige kvinder, som regel med en udlagt barnefader
uden nær tilknytning til sognet. Det er næsten utænkeligt, at en respekteret landsbyboer, f.eks. en
tjenestepiges husbond, udlægges. Syndefald, der sker mellem agtede enlige folk i sognet, klares ved
hurtigt arrangerede ægteskaber, hvor de praktiske løsninger ofte indebærer, at familien må tage til
takke med vilkårene som indsiddere uden fæstebrev. Det vil da kun være den korte afstand mellem
bryllup og fødsel, der kendetegner situationen. Dog vil en nidkær præst undertiden afkræve synderne
offentlig bekendelse og absolution i kirken.
Landsbyens rangorden for landbrugets mænd var i store træk, at vi i øverste lag havde gårdmændene
med bondefogeden som den ypperste blandt dem. I næste lag husmændene, hvis fæste ikke gav mulighed
for at leve af landbruget alene. De måtte skaffe sig indtægter af anden art. Det kunne være som
daglejere og ved at udleje et rum i huset til en indsidder, der på den måde kom til at udgøre det
tredje lag i rangfølgen. Nederst havde vi tjenestekarlene eller bønderkarlene, der var ansatte
først og fremmest hos gårdmændene, og her kunne drømme om selv at blive fæster og stifte familie.
Søren var gift tre gange, men de to første hustruer, har vi ingen viden om. De tre ældste børn er
fra hans andet ægteskab. Med sin tredje hustru, Margrethe Larsdatter, får han seks børn, så det er
ikke mindre end 9 børn, han skal hjælpe til den bedst mulige fremtid.
Ser vi først på Søren Pedersens sønner, var de bedste muligheder, han så for dem, at de blev
fæstere under Vallø Stift. Men ikke blot fæstere. De skulle være gårdmænd.
Ældst er sønnen Hans. Han er født i 1749 og får fæste som gårdmand i faderens hjemby, Lidemark.
Også næste søn, Niels, født i 1754, skal naturligvis være gårdmand, men om det skyldes, at der ikke
var et ledigt fæste på en gård i Lidemark, eller det var Vallø Stift Gods, der havde behov for
bondefogedens bistand til løsning af et opstået problem på en fæstegård på Endeslev Overdrev, kan
vi gisne om. Men resultatet blev, at Niels i 1784 overtog fæstet på Overdrevsgården, hvor
gårdmanden var død af "hidsig feber", som det hed. Som det var skik og brug, fik han enken med i
købet. Ham vender vi tilbage til.
Lars er første søn i ægteskabet med Søren Pedersens tredje kone, Margrethe. Faderen har fundet ham
værdig til at tage arven op, da han mærker alderens tegn. Lars overtager fæstet på gården og
tillige hvervet som bondefoged. Præcis hvornår ved vi ikke. En rimelig antagelse vil være 1798, da
Lars gifter sig med Birthe Jørgensdatter, og Søren er 81 år.
Peder er bondefogedens yngste søn. Som sine ældre brødre er han tro mod landbruget og sigter som
dem mod at blive fæster på en af Valløs gårde. Den unge gårdmandssøn får tjeneste i nabosognet
Herfølge. Måske hos skovfogeden i Vallø Storskov eller på en gård i det nærliggende Tessebølle. I
hvert fald får han kontakt til skovfogedens datter, Anna Dorthe i Abildgaardshuset. Vi vil helst
tro, at det er en undtagelse fra alt det arrangerede, og at Peder - ligesom min farfar Anders
Rasmussen hundrede år senere finder sin Ellen Louise i skovfogedhuset - har fundet sin Anna Dorthe
her, og de har forelsket sig. Det er et kærlighedsforhold, som passer ind i fæstesystemet hos Vallø
Stift. Som skovfoged er Dorthes far en betroet mand hos Vallø. Den aldrende Søren har nået de 90
og de ældre brødre i Lidemark har taget familieopgaverne på sig. Lars har som ny bondefoged
kontakter hos Vallø, hvor han kan formidle sin lillebrors interesser. I 1807 gifter Peder sig med
Anna Dorthe i Herfølge kirke. Brudeparrets familieoverhoveder har i kraft af deres stilling haft
kendskab til aktuelle muligheder i hele Vallø Stifts udstrakte besiddelser i søgning efter et
passende fæste for det unge par. Det bliver så fjernt som i landsbyen Raaby nær Holtug med den fede
landbrugsjord på Stevns, at Peder får sin fæstegård og flytter ind med Anna Dorthe.
De får her i Raaby deres gode landmandsliv med en børneflok på 5. Anna Dorthe dør i 1830 som
45-årig. Dermed er vi tilbage i det pragmatiske og arrangerede familiemønster. En gårdmand uden en
madmoder på gården er ilde stedt, og familien træder til. Peders storebror Niels på Endeslev
Overdrev har en datter på 18 år, der hedder Karen. Hun anses for giftefærdig, og fra familiens
synspunkt kan hun nu få en tryg og sikker fremtid som hustru for faderens halvbroder, den 30 år
ældre gårdmand Peder i Raaby. Hvad hun selv har følt og oplevet ved det arrangement, kan vi ikke
vide, men sådan bliver det. Måske har præsten i Endeslev haft anfægtelser om pigens alder, for han
oplyser i kirkebogen, at bruden er 18 ½ år, som om det halve år er en vigtig detalje. I 1831
flytter Karen ind som bondekone hos farbror Peder. Hun bliver plejemor for hans to hjemmeboende
børn på 12 og 7 år. Der kommer ingen fælles børn i ægteskabet. Efter 17 år dør Peder i en alder af
68 og efterlader sig gård og enke. Stadig efter sædvane gifter Karen sig hurtigt igen med en
jævnaldrende landmand, der overtager gården.
Og nu til bondefogedens døtre.
Som nævnt var kravene til døtrenes sociale status ikke så høje som for sønnerne. Det var
tilfredsstillende, hvis de kom i ordnede forhold hos en husmand.
Bondefogedens ældste datter, Karen, finder sin husmand, skoflikker Hans Jensen, i Sædder. De
forenes i ægteskab i Lidemark kirke efter kongelig bevilling, altså uden sædvanlig trolovelse og
lysning. Alle gode kræfter i familien er på den måde sat ind for at bevare værdigheden, da Karen er
blevet gravid og er nedkommet med drengen Anders. Det klares med dette bryllup før drengens dåb, så
han ikke kommer til at figurere som uægte barn og udlagt barnefader i kirkebogen. Karen får sin
husmand og må leve med, at mandens moder, der er på almisse, også bor i huset i Sædder. Drengens
dåb, der er blevet udsat, finder sted i Sædder i julemåneden, da han er tre år gammel. Måske har
det pludselig haft hastværk på grund af drengens helbred, for han dør før månedens udgang.
Foruden drengen Anders, der døde, kommer der fire piger i ægteskabet, Den sidste, Maria, bliver
født i 1794, og Karen bliver enke måneden efter, at datteren er døbt. Med far Søren som forlover
kommer Karen atter i et nyt trygt forhold til en husmand i landsbyen, der er blevet enkemand.
Birthe er første barn i Søren Pedersens tredje ægteskab. Hun kommer til at spille en rolle i vores
direkte slægtslinje. Da hun er 25 år er hun stadig hjemme på gården hos mor og far. Der har sikkert
været god brug for hendes arbejdskraft, men man kan godt have Søren bondefoged mistænkt for, at han
passer på hende, indtil den rette mulighed viser sig. En gentagelse af affæren med storesøsteren
har han ikke brug for. Først da hun har passeret de 30, opstår en tilfredsstillende mulighed.
Gårdmand Ole Christensen i Lidemark er blevet enkemand, da hans kone dør i barselsseng i juli måned
1793. Måneden efter bliver han og Birthe trolovede. I løbet af de næste otte år får de fire børn,
hvoraf de to mellemste dør som spæde. Den yngste, Christen, blive min tipoldefar.
Måske har alt ikke været i bedste gænge hos gårdmand Ole. Eller også har sygdom ramt ham de sidste
år. I hvert fald er det en slem redelighed, han efterlader, da han dør i 1803. Normalt ville en
skiftesamling med det forløb, som her rulles op, resultere i total katastrofe for enken.
Bygningerne er misligholdt, tjenestefolkene har løn til gode, men især forholdet til godset er
misrøgtet med manglende overholdelse af fæstebrevets forpligtelser. Her ser vi atter
familiekræfterne udfolde sig. Søren er afløst som bondefoged af sønnen Lars. I den egenskab
optræder han i skiftesamlingen både som udpeget vurderingsmand og som værge for de umyndige børn.
Også broderen Hans er mødt op i egenskab af lavværge for søster Birthe, der som kvinde ifølge loven
ikke kan varetage sine interesser selv. Resultatet bliver, at hun får lov at fortsætte i fæstemålet
mod at påtage sig at udrede alle de forpligtelser, hun er blevet pålagt i skifteprotokollen.
Vi møder igen de uskrevne reglers magt. I Gummerød har man udset sig en velegnet ungkarl, Christen
Jørgensen, der uden for skifteprotokollens tekst spøger i baggrunden i forståelse mellem brødrene
og godsets repræsentanter. Skiftesamlingen er i april, og i juli gifter Birthe sig med Christen,
der bliver den nye gårdfæster og dermed ansvarlig for opfyldelsen af de forpligtelser, der er
beskrevet i skiftesamlingen. Dermed påtager han sig også faderrollen for de to børn fra Birthes
første ægteskab.
Birthe er i fyrrerne, så der kommer ikke flere børn på gården. Men min tipoldefar, Christen Olsen
på to år, har fået trygge kår at vokse op i. Lad os kort følge ham.
På den tid var Valløs fæstesystem og bondefogedens rolle under afvikling. Så da Christen bliver
voksen, må han finde andre udveje. Det lykkes ham at erhverve en "boel", dvs. et mindre landbrug, i
naboblandsbyen Søllerup i Herfølge sogn. Han bliver gift med Sidse Pedersdatter, og den ældste af
deres otte børn er Karen Marie, som vi vender tilbage til.
Birthe Sørensdatter har en tvillingsøster, der hedder Lovise. Hun volder ikke store problemer, da
hun - måske endda på egen hånd - finder en gårdmand i Svansbjerg i Herfølge sogn og gifter sig med
ham. De to folketællinger i 1787 og 1801 antyder dog en problemstilling, for hvor han i den første
benævnes gårdmand, er han i den seneste jordløs husmand og daglejer, så gården må på en eller anden
måde være gået tabt. Men en husmand kan også gå an. Lovise bliver kun 48 år.
Tre år efter tvillingerne følger datteren Johanne. Hun bliver gift med en husmand i Lidemark, der
hedder Niels Sørensen. Søren har et godt kendskab til ham fra sit hverv som bondefoged, og en solid
husmand med jord, kan man roligt betro sin datter til. Især da Johanne er i stand til at supplere
familiens indtægter som væverske. De får 7 børn sammen, deriblandt et tvillingepar, hvor den ene
dør som spæd. Niels husmand dør, da det yngste barn er 6 år. Som lidt af et særsyn for kvinder i
hendes situation på den tid, gifter Johanne sig ikke igen. Med sin vævning og sikkert også med god
hjælp fra sine voksne børn, klarer Johanne sig igennem. Hun dør som 64-årig.
Med Johanne Sørensdatters ældste datter, Margrethe, får vi det klassiske eksempel på kærlighedens
frugter. Da hun er 19 år gammel bliver hun gravid med Peder Poulsen, der er tjenestekarl i
Bjæverskov og 37 år. De når at gifte sig tre måneder før fødslen. De overtager det husmandssted,
hans forældre har drevet i Lidemark. Fem børn får de sammen, men to piger på 1 og 3 år er døde med
tre dages mellemrum i januar 1821, hvor en epidemi af børnekopper raser i landsbyen. Peder Poulsen
dør som 50-årig i 1827, da Margrethe er 31. Margrethe er nu husejer, men hendes muligheder for at
klare dagen og vejen er ikke de bedste. Hun har brug for en solid ægtemand.
Her står vi ved foreningen af bondeslægten fra Lidemark og håndværkerslægten fra Åshøje. Rasmus
Hendrichsen, smeden Hendrich Mathiasens søn, har valgt landbruget som tjenestekarl i Lidemark. Han
kan have både personlige og erhvervsmæssige motiver til at interessere sig for den unge enke. De
finder hurtigt sammen i ægteskab. Vel medbringer hun foruden husmandsstedet de tre drenge, men det
er Margrethe og Rasmus fælles børn, der forener slægterne. Slægtsnavnet Rasmussen (Rasmus søn)
opstår som efternavn til hans børn med Margrethe.
Deres fjerde barn er Hans Rasmussen som vi vender tilbage til. Vi skal først møde Anna, den yngste
af bondefogedens døtre.
Tro mod bondetraditionen tager Anna ansættelse som tjenestepige hos gårdmand Hans Pedersen i
Lellinge. Vallø Stifts hovedgård Ny Lellinge var det sted, bondefogeden i Lidemark leverede
fæstebønder til, så Lellinge sogn var kendt område. Gårdmandens søn og arvtager, Peder, er på
gården som tjenestekarl, og ham kan lille Anna ikke modstå. Hun bliver gravid med hans barn, da hun
er 22 år. To måneder før sønnen Henrik kommer til verden, bliver de gift og får bolig på gården.
Det har sikkert været med tilfredshed for Peders forældre. Den tidligere bondefogeds datter og
søster til den nuværende, gårdmand Lars Sørensen, der træder til som hendes forlover, har været
velkommen i familien.
I vinteren 1805-06, fire år efter, de unge er blevet gift, dør gårdmandsparret med kort tids
mellemrum. Anna og Peder er nu husbond og husmor på gården.
Syv drenge får de sammen. En dør som spæd, men de seks vokser op på gården. Den bliver overtaget af
en søn, da faderen dør.
Og nu tilbage til Hans Rasmussen. Hvor hans søskende bliver bønder, bærer han i sig en trang til
håndværk. Her er mulighederne begrænsede i Lidemark, men man havde en hjulmand. Det var et fag, som
var helt nødvendigt for bønderne. Hjulmanden fremstillede og reparerede landbrugsvogne. Her indgik
hjulene, som er en af de vigtigste opfindelser i landbrugets historiske udvikling og gav håndværket
navn. Ud over vognene påtog hjulmanden sig fremstilling og reparation af redskaber og genstande,
der krævede viden og håndelag for arbejde i træ.
Hans kom i lære og blev udlært hos den lokale hjulmand, Lars Pedersen. Derfor bliver han deltager i
den brancheglidning, der sker inden for træhåndværket i hans levetid. Han kommer især til at
arbejde med bygningshåndværk som hugger, den tids betegnelse for tømrerfaget.
I sin fritid spiller Hans Rasmussen violin. Han deltager som spillemand, hvor dansen går på egnen
ved festlige lejligheder. Om det er på den måde, han får kontakt med Karen Marie, ved vi ikke. Det
kan lige så vel være familien, der har bragt dem sammen. For Karen Marie, som han gifter sig med er
datter af Christen Olsen og barnebarn af bondefogedens datter, Birthe Sørensdatter. Da Hans er
barnebarn af Birthes søster, Johanne, kan vi også sige det sådan, at hans mor, Margrethe
Nielsdatter, og Karen Maries far, Christen Olsen, er fætter og kusine. De har begge en af
bondefogedens døtre som bedstemor og bondefoged Søren Pedersen som oldefar.
Anders Rasmussen, søn af Hans Rasmussen og Karen Marie Christensen - min farfar - har både
håndværkerslægten og bondeslægten i sig, men mest af bondeslægten. Hvad det betød for ham kan du få
et indtryk af ved at læse min anekdote "En sand iværksætter".
Lad os til sidst sammen glæde os over, at slægten Rasmussen har bondefogedens gode arveanlæg i
dobbelt dosis!