1956: Præliminæreksamen, Karise Kost- og Realskole.
1959: Matematisk naturvidenskabelig studentereksamen, Haslev Gymnasium.
1963: HA fra Handelshøjskolen i København.
1966: Cand. merc. med speciale i organisation og arbejdssociologi.
1972: Statskontrolleret Handelsfaglærereksamen i kontorfag.
1986 – 1994: Medlem af Slagelse byråd.
1987 – 1991: Det offentliges repræsentant i bestyrelsen for Slagelse Sparekasse.
1991 - 2008: Bestyrelsesformand Slagelse Sparekasse/sparTrelleborg/bankTrelleborg
med datterselskaber.
1992 - 2007: Bestyrelsesmedlem i Egns-Invest.
1998 - 2007: Medlem af Vestsjællands amtsråd og gruppeformand (til 2003) for De
Konservative
2002 - 2007: Formand for amtsrådets udvalg for Uddannelse og Kultur
Næstformand i Økonomiudvalget (til 2003)
Formand for Kulturkredsen i Vestsjællands amt
Formand for Amtscentralen for undervisningsmidler
Formand for Sygeplejeskolen i Slagelse
2. næstformand i bestyrelsen for Det Danske Teater
Bestyrelsesmedlem i Sjællands Symfoniorkester
Bestyrelsesmedlem i Turist Partner Sjælland A/S og Østdansk Turisme A/S
(til 2003)
2007 - 2008: Bestyrelsesformand Investeringsforeningen -, Placeringsforeningen - og
Fåmandsforeningen Egns-Invest
Bestyrelsesmedlem Investeringsforvaltningsselskabet Egns-Invest
Det er de nøgne data. Da vi her kommer tæt på nutiden, vil jeg afholde mig fra en mere “bekendende”
version af mit levnedsløb. Det må findes andre steder. Nogle enkelte oplevelser fra barndom og
ungdom kan dog illustrere nogle træk også ved forrige generation.
ET SJÆLDENT BAD
Hygiejne var noget andet, end det vi senere lærte. Vi børn vaskede os hver morgen ved køkkenvasken.
Det hed “ansigt og hænder”. Vi skulle egentlig også vaske “hals og ører”. Det tror jeg, vi ofte
snød for. Med jævne mellemrum - der kunne let gå en uges tid - vaskede vi også fødderne. Så måtte
vandfadet ned på gulvet. Det var besværligt og krævede en særlig motiverende indsats af Mor.
Meget sjældnere kom vi i bad. Det foregik i det store sulekar ude i vaskehuset. Gruekedlen var fuld
af kogende vand, der blev blandet i karret med koldt fra vandposten på gårdspladsen. Somme tider
var det en social begivenhed, hvor vi børn delte baljen. Men det var, medens vi alle var små.
Efterhånden blev vi delt af alder og køn, og så blev det mere ensomt.
Det var tidens forhold på landet. Moster Lene og onkel Poul, der boede Borrebyvej 62 i Brønshøj,
havde badeværelse, centralvarme og vandhaner. Det betød en ganske anderledes renlighed. Hvordan de
kunne holde ud at opholde sig hos os i dage og uger, ved jeg ikke. Det var ikke noget, jeg tænkte
på, for de primitive forhold var ganske naturlige for mig. Og vi mærkede ikke kropslugten, som de
må have gjort.
En bestemt badesituation husker jeg, fordi den er knyttet til en lidt dramatisk begivenhed. Vi
boede dengang Lerskovvej 19. Jeg var ni eller ti år og var sendt i bad i karret i vaskehuset. Det
generede mig lidt, at moster Lene tillod sig at bistå mig med vaskeprocessen. Det følte jeg mig for
gammel til. På et tidspunkt havde hun overladt mig til mig selv, og da hun vendte tilbage, var det
med en forskrækket beretning om, at Kurt var kommet til skade og var blevet kørt på sygehuset.
Det var forfærdeligt for mig, at jeg havde siddet der i badet uden at opleve dramatikken. Jeg måtte
hurtigst muligt ud og søge informationer.
Kurt var kravlet højt op i et piletræ, der stod på deres gårdsplads. Han var i højde med tagryggen
på staldbygningen, da han mistede grebet og styrtede til jorden. Undervejs ramte han en gren, der
brækkede hans næse. Ambulancen bragte ham til Faxe sygehus, og her var han indlagt flere uger. Men
han kom sig uden men, selv om hans næse vistnok aldrig fik en helt normal luftpassage.
KØRETIMER
Lerskovvej 19 er i øvrigt det sted, jeg har de bedste barndomserindringer fra. Udhuset var mit
domæne med duer, dværghøns og kaniner.
Her lærte jeg at køre bil. Der var en ret lang indkørsel fra vejen og ned til garagen. Garagen lå
for enden af udhuset, og mellem udhuset og stuehuset var der en gårdsplads med en vandpost. Her
kunne man vende bilen.
Øvelserne bestod i, at jeg bakkede Fars rustvogn op til vejen og kørte ned i garagen og standsede.
En anden variation var at dreje til højre ind på gårdspladsen og bakke ind i garagen.
Det gav alt sammen god øvelse med kobling og gearskifte og rimelig forståelse af vognens placering
i forhold til omgivelserne.
Undertiden kom snedker Larsen fra Varpelev kørende i sin lastbil. Han lejede rustvognen og kom
tilbage med den, når begravelsesforretningen var overstået. Men han efterlod lastbilen med nøglen
siddende i.
Den fristelse var for meget, så jeg tog nogle forsigtige øveture i den. Efterhånden blev jeg mere
dristig.
For min alder og størrelse var lastbilens pedaler ikke helt lette at nå og at betjene. På en af
turene oppe fra vejen ad indkørselen ind i garagen, havde jeg fået ganske god fart på. Så gled
foden på bremsepedalen. Lastbilen fortsatte mod bagsiden af garagen. Den ramte de to lodrette
stolper med kofangeren. De knækkede som tændstikker, og da bilen stoppede, stod den med kofangeren
presset gennem garagevæggen, der dannede en vinkel på 160 grader med toppunkt ved kofangeren.
Jeg følte verden synke sammen inden i mig. Hurtigt kom jeg dog så meget til mig selv, at jeg fik
bilen i gang og fik den kørt på plads, hvor Larsen havde efterladt den. Så fulgte den tunge gang
til kommunekontoret på den anden side af vejen. Far var sognerådsformand og havde kontor der. Jeg
luskede indenfor. Han var i godt humør. Hunden Skæg lå som altid i vindueskarmen ved hans stol.
Jeg sank ned i stolen overfor. Nølende fik jeg frem, at jeg var kørt imod bagvæggen i garagen med
Larsens Lastbil.
“Skete der noget med bilen?” spurgte Far.
“Nej”, svarede jeg. “Men stolperne knækkede.”
“Det får vi nok ordnet”, sagde Far.
Jeg gik derfra med en utrolig lettelse og taknemmelighed. Også uden helt at forstå hans reaktion.
Han forstod mere af en drengs verden, end jeg forestillede mig.
BEDEMANDSASSISTENTEN
I afsnittet om Ove Rasmussen, min far, har jeg i vidt omfang støttet mig til samtaler og fælles
oplevelser med ham.
Rustvognen spillede en vigtig rolle i det, jeg har fortalt ovenfor. Bedemandsforretningen har i det
hele taget været et stærkt islæt, og jeg vil fortælle lidt mere om mine oplevelser fra den side af
vores dagligliv.
Kister var ikke noget uhyggeligt for os. Vi færdedes på værkstedet mellem halv- og helfærdige
eksemplarer og kravlede rundt i dem som i enhver anden kasse. Guirlander, håndtag og andet tilbehør
håndterede vi med samme ærbødighed som søm, skruer og møbelbeslag. Vi kørte som børn med i
rustvognen, når der ikke ligefrem var ligfølge. Det kunne for eksempel være at bringe de færdige
kister til maleren i Vråby - Malerchristian - og hente dem igen, når de var færdige. De blev sat
ind i rustvognen med låget omvendt. En stump bølgepap i hvert hjørne beskyttede malingen. Så var
der lige plads til to. Et par firkantede søm i klemme mellem den nederste og den øverste kiste
forhindrede dem i at glide under kørslen.
Efter hjemkomsten lagde vi asfaltpapir i bunden af kisterne. Det var meget kraftigt brunt papir i
dobbelt lag med en sort substans imellem. Det brugte vi på et tidspunkt også til at lave drager af.
Derefter et tykt lag høvlspåner, og kisten var klar til at sætte på lager. Så gik det igen af sted
med rustvognen.
Da jeg var omkring fjorten år, tog Far mig for første gang med på en egentlig forretningsopgave.
Det var tidligt, men jeg tror trods alt ikke, han havde forudset de barske realiteter.
Det var på en gård i Stolpehuse ved Hårlev. Vi blev vist fra gårdspladsen gennem en smal gang og et
køkken til et meget smalt værelse, hvor sengen stod med den afdøde, der var dækket af et lagen.
Fars første rutinemæssige handling var at trække gardinerne fra og åbne vinduet. Det gav hårdt
tiltrængt frisk luft. Jeg erfarede senere, at det var en typisk handlemåde for de pårørende at
lukke for al adgang af lys og luft til den døde.
Derefter fulgte en konstatering af, at der ingen mulighed var for at få kisten ind på værelset. Far
tog et overblik over situationen og udså sig et vaskehus i en anden bygning med indgang 5-6 meter
fra køkkenadgangen. Der blev kisten anbragt og låget taget af.
Så vendte vi tilbage til liget. Far løftede på lagenet, og det viste sig at være en mand på
betydeligt over 100 kilo. Og ikke nok med det. Hans ene ben var amputeret lige under knæet. Den
fjortenårige var rystet, men ikke slået ud. Han var med som hjælper!
Far lagde lagenet om liget igen og sagde: “Du tager fat om benene”. Der var godt nok kun 1˝, men
jeg tog godt fat om dem. Far tog om skulderpartiet, og så løftede vi.
Det var en møjsommelig og uforglemmelig transport. Mine hænder havde svært ved at holde fast. De
gled sammen med lagenet. Far slæbte som en besat. Men ligets bagdel kom tættere og tættere på
gårdspladsens brosten, og det undrer mig, at vi ikke tabte det. Men vi nåede frem til vaskehuset,
hvor vi måtte lade liget glide ned på gulvet, før vi endelig løftede det op i kisten, hvor
liglagenet i forvejen var lagt over høvlspånerne.
Iklædningen var uden problemer, så resultatet kunne der ikke klages over. Men for en fjortenårig
bedemandsassistent var det en alvorlig ilddåb.
Næste gang var heller ikke helt problemløs - i hvert fald for min far.
Afdøde var en ældre kvinde, der næsten kun var skind og ben. Da Far fjernede lagenet lå hun med kun
en lille særk og blottet underliv. Far kunne nok se den unge mands opspilede øjne, for han tog et
fast greb i særken og forsøgte at trække den ned over de unævnelige dele. Det lykkedes ikke, men
for mig var det et klart og utvetydigt pålæg om at rette øjnene alle andre steder hen end lige der.
Derefter fortoner episoderne sig. Det blev mere og mere rutine. En enkelt træder dog frem i
erindringen. Det var Frits Mortensen, en bornholmer, der boede i kommunehuset, og som havde begået
selvmord ved at sætte rebet i klemme øverst i døren og stramme løkken med sin kropsvægt.
På det tidspunkt boede vi i Rosenvang på Kærvej i Endeslev by, så jeg har været 16-17 år. Vi skulle
først hente kisten på lageret længere henne ad Kærvej. Du kører, sagde Far. Det gjorde jeg så som
så ofte før. Da vi skulle dreje til venstre op mod kistelageret, overhalede landbetjent Rasmussen,
også kaldet Ras, os i sin Citroen på vej til ligsynet. Jeg må hellere køre resten af vejen, sagde
Far.
Da vi ankom til kommunehuset var ligsynet gennemført, men blandt andre kredslægen, politimester
Vagn Bro og landbetjenten var der stadig. “Din venstre afviser virker ikke”, sagde Ras brysk til
Far. Så kunne han selv tænke sig til, hvad betjenten ellers havde set. “Den må vi have lavet”,
svarede Far.
Frits Mortensen lå på gulvet. Der var en dyb aftegning om halsen efter rebet, som jeg tydeligt
husker. Men ellers var det rutinemæssigt, hvad der skulle foregå, så bedemandsassistenten fungerede
på trods af det manglende kørekort.
Det fulgte senere, og derefter tog den unge, fuldbefarne bedemand ud på selvstændige opgaver.