Oplysninger om Birthe Sørensdatter

Birthe er første barn i Søren Pedersens tredje ægteskab. Hun kommer til at spille en rolle i vores direkte slægtslinje. Da hun er 25 år er hun stadig hjemme på gården hos mor og far. Der har sikkert været god brug for hendes arbejdskraft, men man kan godt have Søren bondefoged mistænkt for, at han passer på hende, indtil den rette mulighed viser sig. En gentagelse af affæren med storesøsteren, har han ikke brug for. Først da hun har passeret de 30, opstår en tilfredsstillende mulighed.. Gårdmand Ole Christensen er blevet enkemand i juli måned 1793, og måneden efter bliver han og Birthe trolovede. I løbet af de næste otte år får de fire børn, hvoraf de to mellemste dør som spæde. Den yngste, Christen, blive min tipoldefar.
Måske har alt ikke været i bedste gænge hos gårdmanden. Eller også har sygdom ramt ham de sidste år. I hvert fald er det en slem redelighed, han efterlader, da han dør i 1803. Normalt ville en skiftesamling med det forløb, som her rulles op, resultere i total katastrofe for enken. Bygningerne er misligholdt, tjenestefolkene har løn til gode, men især forholdet til godset er misrøgtet med manglende overholdelse af fæstebrevets forpligtelser. Her ser vi atter familiekræfterne udfolde sig. Søren er afløst som bondefoged af sønnen Lars. I den egenskab optræder han i skiftesamlingen både som udpeget vurderingsmand og som værge for de umyndige børn. Også broderen Hans er mødt op i egenskab af lavværge for søster Birthe, der som kvinde ifølge loven ikke kan varetage sine interesser selv. Resultatet bliver, at hun får lov at fortsætte i fæstemålet mod at påtage sig at udrede alle de forpligtelser, hun er blevet pålagt i skifteprotokollen.
Her møder vi igen de uskrevne reglers magt. I Gummerød har man udset sig en velegnet ungkarl, Christen Jørgensen, der uden for skifteprotokollens tekst spøger i baggrunden i forståelse mellem brødrene og godsets repræsentanter. Skiftesamlingen er i april, og i juli gifter Birthe sig med Christen, der bliver den nye gårdfæster og dermed ansvarlig for opfyldelsen af de forpligtelser, der er beskrevet i skiftesamlingen.
Birthe er i fyrrerne, så der kommer ikke flere børn på gården. Men min tipoldefar, Christen Olsen på to år, har fået trygge kår at vokse op i.

Siderne er lavet den 18-feb-2024 med GEDHTanc Version 2.46.27  © 2018