Louise er født i det gamle skovfogedsted, Almindevængehuset (Almissevængehuset) Dyndledsvej 15,
der ligger i skovkanten ved indkørslen fra Endeslev Overdrev til Almindevængeskoven (se foto af
maleriet fra omkring 1880). Da Louise var omkring 13 år flyttede de til skovfogedstedet i Vallø
Storskov, Abildgaardhuset. Hun fik dog lov til at fortsætte i Endeslev skole og at blive
konfirmeret i Endeslev kirke. Se i øvrigt omtalen under hendes far, Ole Nielsen.
Ole Nielsen blev afløst af Christian Petersen Moes som skovfoged i Almindevængeskoven. Han har
gennem årene været en nær ven af familien. Da Anders og Louise giftede sig i 1897 og flyttede ind
på Hjørnet, var bryllupsgaven fra skovfoged Moes de talrige buske og frugttræer, der blev plantet i
haven. Christian Moes optræder på flere billeder: Her i en høj alder omkring 1925, og vi kender ham
også fra fotoet af skovfogeder og skytter ved Vallø stift under Ole Nielsen og af sognerådet i
Enderslev-Vraaby kommune i 1913, hvor han er sognerådsformand.
I Johannes Rasmussens erindringer "Mit livs karrusel", giver han følgende beskrivelse af sin mor:
"Jeg skylder min mor at sige, at hun nok ikke havde min fars noget jævne måde at være på. Lidt
hængte der vel i hende fra Vallø-tiden. Det kunne slå igennem, når hun kom i samtale med prominente
personer - det var noget, der lå i hende. Samtidig var mor ualmindelig dygtig til alt, hvad hun
lavede, hvad hun fik brug for under de økonomiske katastrofer, vi kom ind i.
Kunne sy tøjet om til os. Særligt gik det jo mig som den lille noget ilde, idet min brors tøj blev
syet om til mig, så han, når det var nødvendigt, fik det nye tøj og jeg det aflagte. Men mor lavede
det fint. Jeg husker de fine matrosbluser med matrossmække, stribede i kanterne omme på ryggen og
en fin sløjfedulle foran, som holdt snipperne fra matroskraven.
... Hele hendes færd var gennemført. Mor var ærlig, vel nærmest overretfærdig. Jeg har tit set
hende stå og knibe næbbene på balancevægten i butikken, så der ikke var tvivl om, at kunderne fik
deres og pengekassen sit. Sådan var mor i alle forhold efterrettelig, og det var nok hendes noget
tunge sind, hendes samvittigheds tale, der gjorde hende sådan: Korrekt i alle forhold."
Også madlavningens kunst beherskede hun. Hun havde en god læremester i sin mor, der var oplært på
Yderholm kro.
Til sine forældres - især sin mors - beklagelse lod Louise sig påvirke af Anders til at træde ind i
baptistsamfundet og lade sig voksendøbe hurtigt efter giftermålet.
Johannes Rasmussen fortæller også om sin mor, at hun var meget stærkt bundet til sine børn. Hun var
opofrende og fulgte dem i samtaler og breve. Han fortæller herom: "I sin uforstand kurede hun os,
passede på os, som en høne kurer sine kyllinger. Mor mente nok, at vi fire skulle have det som hun,
der var enebarn og fik alt det hun pegede på i sin opvækst. Men det kunne hun ikke i samme grad som
for hendes vedkommende. Livets tilskikkelser tog magten fra hende ... Må lige tilføje, at min mor
gjorde det, hun gjorde i sin opofrelse for os fire, af et godt hjerte".
Louise hjalp sin far med skovfogedhvervets administrative opgaver, og da Anders havde etableret sig
med købmandsforretningen "Hjørnet" og de tilknyttede vareruter, var det også hende, der kom til at
stå for papirarbejdet og i vidt omfang for pasning af butikken. Der kom hendes gode evner hende til
nytte.
Gennem de beretninger, jeg har hørt og læst om Louise, har jeg fået et klart indtryk af en person
med et tungt sind. I dag ville det nok blive benævnt depressiv. Men ikke på en måde, der
passiviserede hende. Hun har udfyldt sine opgaver omhyggeligt og arbejdsomt, men har savnet glæde.
Her tror jeg til gengæld, hendes mand, Anders, har været en støtte og opmuntring for hende gennem
sit lyse og optimistiske syn på tilværelsen.