Hans Rasmussen

Oplysninger om Hans Rasmussen

Hans Rasmussen voksede op i landsbyen Lidemark vest for Herfølge. Han kom i lære hos den lokale hjulmand, Lars Pedersen.

En hjulmand fremstillede ikke kun hjul, men hele vogne. Det var landsognets pendant til byens karetmager. Forskellen var først og fremmest, at karetmageren fremstillede vogne til passagertransport, og hjulmandens hovedopgave var de stive, hestetrukne arbejdsvogne til landbruget. Forskellen var ikke større, end at karetmageren kunne påtage sig fremstilling og reparation af arbejdsvogne og hjulmanden ind imellem fik til opgave at levere en stadsvogn til persontransport til landsbyens gårdmænd.

I det hele taget skete der en fagglidning i træhåndværket. De faglige kompetencer, som hjulmanden besad, var fuldt anvendelige i for eksempel bygningshåndværket. Nøjagtig tilpasning af træet og samling med tapning og falsning var afgørende for kvaliteten både i vogne og i bygningstræværk som bindingsværk, spær, trapper, vinduer og døre. Vognen eller kareten var dog en konstruktion med ganske særlige tekniske detaljer, som gjorde det vanskeligere for tømreren at blive hjulmand end omvendt.

Hjulmanden var en respekteret mand i sognet. Man anser hjulmandsfaget for et af de ældste håndværk. Ældre end smedefaget, idet hjulet var kendt længe før, man begyndte at anvende jern til redskaber. Det var dog inden for tømrerfaget, man havde den største vækst og udvikling i Hans Rasmussens og hans efterkommeres tid. Det blev derfor som hugger og tømrer, Hans Rasmussen skabte sig en levevej.

I min besiddelse er en bil (biløkse). Det er et tømrerværktøj, der før rundsavens fremmarch blev anvendt ved tilhugning af tømmer til spær og bjælker. I ældre huse kan man stadig i tagkonstruktionen finde fyrrebjælker med tydelige spor fra øksen. Tømreren blev i denne sammenhæng også betegnet som "hugger".

Øksen er et slægtsklenodie, fordi der i øksehovedet med en dorn er indprentet initialerne H R (Hans Rasmussen) og årstallet 1862. Ved siden af er indprentet L R. Øksen har jeg fra Knud-Arne Rasmussen, der havde den fra sin far, Johannes. Han havde fået den af en slægtning ved navn Laurits, som levede i nærheden af Herfølge og Lidemark. Initialerne passer med navnet Laurits Rasmussen.

Hvem er så Laurits? Det er Rasmus Henrik Rasmussens søn, Peter Laurits Rasmussen, et barnebarn af Hans Rasmussen, født i Gørslev i 1897. Han har fået øksen fra sin farfar og indprentet sine initialer ved siden af. Derimod er det tvivlsomt, at han selv har brugt den som tømrer, fordi den antagelig ikke har været almindelig brugt i det 20. århundrede.

På sessionen 1857 blev Hans Rasmussen målt til 68 1/2 tomme, der svarer til godt 179 cm. Det har været en anselig højde på den tid, hvor gennemsnitshøjden var væsentligt lavere end i dag. Højden og hans øvrige fysiske egenskaber betød, at han blev udtaget til "Den Kongelige Livgarde til Fods". Det er samme enhed som Livgarden i dag. På den tid fandtes også "Den Kongelige Livgarde til Hest", men den blev nedlagt i 1867 og dens opgaver overtaget af Gardehusarerne. Stambogen for Livgarden for hans årgang viser, at garderne var fra 67 til 69 tommer (175 - 180 cm) med et anslået gennemsnit på 68 tommer (178 cm). En enkelt var 70 tommer (183 cm).

Holger Nielsen har fortalt mig en pudsig detalje om Hans Rasmussen, der formentlig har sammenhæng med hans garderhøjde. Historien havde han fra sin farmor, Karen Marie Rasmussen, Hans Rasmussens datter: Man sagde, at Hans havde så store fødder, at et favnstykke ikke var stort nok til at lave en træsko til ham.

I KRIG

Hans Rasmussen blev i 1859 indkaldt som menig nr. 55 Rasmussen til 1. Kompagni af "Den Kongelige Livgarde til Fods". Han var kort før blevet gift med Karen Marie Christensen, som derfor under hans aftjening af værnepligten blev boende hjemme I Søllerup og arbejdede på sin fars systue. Efter hjemkomsten flyttede de til Gørslev, hvor de fik et lille hus med værksted ved Biesbakke på Gørslev Overdrev. Så kom Den 2. Slesvigske Krig, og Hans måtte atter af sted.

Indkaldelsen skete i januar 1864 og "Livgarden til Fods" blev ved mobiliseringen bragt op på omkring 500 mand.

1. februar 1864 overskred prøjserne og østrigerne grænsen mellem Holsten og Slesvig og angreb de danske stillinger ved Dannevirke. Garden deltog ikke i kampene ved Dannevirke og tilbagetoget derfra 5. - 7. februar 1864. Den forblev i København indtil begyndelsen af marts.

4. marts 1864 kl. 14:15 indgik følgende telegram fra Krigsministeriet hos Overkommandoen i Sønderborg:

"2 Kompagnier af Garden under Kaptain Holck afgaa i dag Eftermiddag Kl. 3 paa Postdamperen Freya, eskorteret af Dagmar til Colberg Bugten, gaa i Land ved Hohwacht, derfra til Lütjenburg og tilbage for muligen at gaa i Land paa andre Punkter".

Freya afgik med 1. og 4. Kompagni af Den Kgl. Livgarde til Fods. Den ankrede på grund af snetykning under Lolland, lettede den 5. og fik om formiddagen korvetten Dagmar i sigte.

Den 6. nåede Freya Holstens kyst ledsaget af korvetten Dagmar og skruekanonbåden Marstrand med en transportbåd på slæb. På grund af vejrforholdene foregik landsætningen ikke ved Hohwacht, men mellem skovene Schassau og Weinberg, hvor mandskabet måtte vade i land næsten til bæltestedet (et koldt bad den 6. marts i vintervejr). Her landsattes 50 mand, og det besluttedes ikke at landsætte flere, da ingen fjendtlige tropper fandtes på egnen, og det rygtedes, at der ingen fjendtlige tropper fandtes i det nordøstlige Holsten. 55 Rasmussen deltog i togtet, men om han var blandt de landsatte, ved vi ikke.

Kulingen tiltog, og da foretagendet ifølge instruksen ikke måtte tage mere end et par dage, returnerede Freya med tropperne til Sjælland.

Nogle dage senere ankom "Livgarden til Fods" med skib til Sønderborg. Livgardens opgaver ved de voldsomme kampe om Dybbøl by og Ragebøl den 17. marts fremgår ikke af mine kilder, men efterfølgende fik Garden til opgave at stille en vagt ved Sønderborg Slot med poster langs kysten fra Sønderskov til slottet og på Sundevedsiden fra færgen til henimod Vemmingbund.
Gardens feltuniform var endnu i 1864 sort skindjakke og bjørneskindshue. Den vakte derfor naturlig opmærksomhed, hvor den viste sig.

Da Livgarden til Fods ikke var talstærk nok til skiftevis at forrette tjeneste med regimenterne i stillingerne ved Dybbøl, lå den fra den 20. som fast garnison i Sønderborg, dannede reserve i tilfælde af angreb og var til rådighed som arbejdskommando.

Det var nattearbejdet, der muliggjorde det lange og hårdnakkede forsvar. Livgardens mandskab skulle møde til arbejde om natten i 2 hold, nemlig kl. 21 - 24 og 00 - 03.

Arbejdskommandoerne spredtes over hele stillingen. Det var opgaven at bygge op, hvad der om dagen var revet ned og ødelagt af den fjendtlige ild. Spade og skovl kom i flittig virksomhed. Brystværn udbedredes ved sandsække og faskiner. Der fyldtes jord på krudtmagasiner og blokhuse. Traverser forstærkedes og nye anlagdes. Nyt skyts bragtes ud til skanserne, ødelagt skyts førtes tilbage. Kanonerne blev trukket ned af bænk og stillet på bridsk. Skydeskår blev indskåret.

Det farligste arbejde for 55 Rasmussen og de øvrige i arbejdsstyrken var, stående på brystværnet at modtage og anbringe de fyldte sække. Pauser i arbejdet kom ved alarmeringer og ved den fjendtlige ild. Ved alarmering forsvandt værktøjet og gav plads for geværet. Så snart faren var ovre, fortsatte arbejdet på ny. Ofte fortsatte arbejdet trods de springende granater.

Livgarden til Fods fik den 28. marts den lettelse i sit fra d. 21. marts uden afbrydelse fortsatte nattearbejde, at den efter 4 nætters arbejde fik 1 nat fri.

Ved alarmering skulle Livgarden stille kampklar på et anvist sted. For eksempel den 20. marts bevirkede en til Overkommandoen indløbet meddelelse om, at der forestod et stormangreb, at Livgarden til Fods fik ordre til kl. 9 at stå i Sønderborg. Egentlige kampfægtninger kom alarmerne dog ikke til at medføre for Garden. I perioden frem til 17. april var tabet da også kun 4 sårede.

Til gengæld var bombardementet fra fjendens artilleri af de stillinger, hvor Livgarden opholdt sig, intens. Bombardementet af Sønderborg 2. april bevirkede, at byen med undtagelse af den nordligste del blev ubeboelig. Livgarden til Fods anvistes kvarter i den "Bataillonsbaraklejr" ved Sundsmark, der lå nord for Augustenborg Vejen.

Til opretholdelse af orden i byen afgav Livgarden til Fods et kompagni. Da det viste sig, at en del folk under branden benyttede lejligheden til at plyndre, bemyndigedes dette kompagni til at holde standret over enhver, som blev grebet på fersk gerning.

De overlegne prøjsiske styrker havde efterhånden indtaget forpoststillingerne og trængt danskerne tilbage til skanserne ved Dybbøl. Den 18. april 1864 om morgenen satte prøjserne deres tilintetgørende stormløb ind.

Overkommandoen havde indset, at et tilbagetog til Als kunne blive nødvendigt. I omtalen af tilbagetoget, der fandt sted midt på dagen, oplyser generalstabens beretning, at General du Plat havde givet ordre til, at ingen tropper fra Als måtte trækkes over i Sundeved.

Livgarden til Fods var oprindelig blevet beordret til Sundeved for at dække 3. Brigades retræte, men bevægelsen fandt ikke sted, da Brigaden ved Gardens ankomst til den nordre bro havde naaet brohovedet.

En øjenvidneberetning beskriver det sådan: "Da saas i den hæftige Ild Livgarden i Sektionskolonne rykke frem på den nordre Pontonbro. Geledderne var tæt sluttede, Marchen taktfast og i almindelig Kadence, Geværerne i hvil, skarpt antrukne, alt ganske som paa Eksercerpladsen. Foran Kolonnen marcherede 4 Officerer. Granaterne piskede ned i Vandet paa begge sider af Broen, Garden fortsatte sin March. Da Kolonnens Téte var naaet omtrent totrediedele af Broens Længde frem, fik Bataljonen Befaling til at rykke tilbage; Artillerilarmen var saa stærk, at jeg, der stod tæt ved Broens vestlige Ende, ikke kunne høre nogen Kommando; men pludselig saa jeg Geværerne blive stærkt antrukne og Kolonnen næsten samtidigt i hele dens Dybde vende om og lige saa roligt marchere tilbage til Sønderborg" (Jesper Gram-Andersen: For Konge og folk, Den Kongelige Livgarde 1994, s. 31).

Livgarden besatte derefter løbegraven ved Sønderborg havn fra slottet til Kirkebatteriet.

Der opstod nu en langvarig, overordentlig heftig artillerikamp. Brohovederne, havnen og Sønderborg by overdængedes med en morderisk granatild. Fra fjendtlig side fortsattes beskydningen af Alssundstillingen med kraft. Især blev Sønderborg og nærmeste omegn beskudt med voldsomhed. Livgarden til Fods fik en særdeles vanskelig stilling ikke alene på grund af den heftige ild, men også på grund af den brand, der udbrød i husene umiddelbart bag løbegravene. Branden truede med at gøre opholdet i løbegravene umuligt. Den fjendtlige ild fortsatte med usvækket kraft til omtrent kl. 18:30, og først ved mørkets frembrud sluttede dagens dramatiske begivenheder.

Livgarden til Fods havde denne dag lidt et tab på 12 døde og 15 sårede.

Den Kongelige Livgarde til Fods med 55 Rasmussen fik ikke noget langt ophold på Als. Allerede natten til den 20. april blev den via Fyn overført til Fredericia for at indgå i 3. Brigade i og omkring Ingslev.

Fæstningen Fredericia blev angrebet af østrigske tropper og rømmet af
danskerne, der trak sig tilbage til Fyn 26. - 28. april. Livgarden blev overført den 27. april. Her indgår den i 2. Division, men allerede 14 dage efter, den 4. maj om aftenen 1864, ankommer den til Hals ved Limfjordens indsejling. Her skal Garden indgå i bevogtning af Limfjorden fra Kattegat til Ryaa.

Snart sendes Den Kongelige Livgarde til Fods igen på farten. Baggrunden var den bekymring, at Sjælland og ikke mindst København stort set var ubefæstet og derfor sårbare for en fjendtlig besættelse fra søsiden. Derfor overførtes Den Kgl. Livgarde til Fods og 2. Halvregiment Gardehusarer i dagene 14.-16. maj til København.

Livgarden til Fods blev udset til at observere og forsvare kysten mod nord indtil Vedbæk.

Hans Rasmussen var på ny kommet nærmere hjemmet. Han hjemsendes den 6. august.

HJEMME IGEN

Det har utvivlsomt været en skelsættende epoke for Hans Rasmussen, da han gjorde krigstjeneste. Der blev i 1876 givet mulighed for, at alle, der havde gjort aktiv krigstjeneste, kunne ansøge om en erindringsmedalje. Hans Rasmussens håndskrevne ansøgning har jeg fundet på Rigsarkivet. Den er gengivet i medfølgende note til "2. Slesvigske Krig". Hjemsendelsesåret er her angivet til 1865, men det er antagelig en skrivefejl. Menig 55 Rasmussen blev tildelt krigsmedaljen.

For de to drenge, Johannes og Ove, har bedstefar fra Gørslev, Hans Rasmussen, været et fascinerende bekendtskab. Han har sat sig så dybe spor i deres sind, at de begge har gjort ham til en central person i deres senere skribentvirksomhed.

Hans Rasmussen er model for Kresten Husmand i Ove Rasmussens Roman, "Baronens Søn". Det er naturligvis ikke alt, der skal opfattes bogstaveligt. Men det er rimeligt at antage, at beskrivelserne i bogen af hans arbejde som tømrer og hugger er realistisk. Det har Ove været optændt af at forstå og gengive. Beretningerne herom kan han have dels fra sin far, Anders og dels fra Hans Rasmussen selv.

Som tømrer i Gørslev har opgaver på godset Giesegård sandsynligvis været en vigtig del af erhvervet. Genopførelsen af den store lade, der faldt i en storm, har været en stor begivenhed i hans arbejdsliv. Den har jeg hørt omtalt uafhængigt af romanen.

Hans Rasmussen var spillemand. Med sin violin spillede han op til dans ved egnens fester. Det var en aktivitet, der kom i konflikt med den religiøse vækkelse, der ramte ham og Karen Marie i Gørslev. Den afgørende begivenhed gik ind i familielegenden gennem deres børn og børnebørn. Også jeg har flere gange hørt beretningen. Nu viderebringer jeg den her.

Ove havde i sine vidnesbyrd ved religiøse møder en sekvens, hvor han henviste til Det Gamle Testamentes lære om, at fædrenes synder skal nedarves på børnene indtil tredje og fjerde led. Jeg er tredje led efter en mand, der levede et meget syndigt og ugudeligt liv, sagde han. Ove gav denne arv skylden for ulykker, der ramte ham i livet. Så fulgte beretningen om den syndige bedstefaders omvendelse.

Hans Rasmussen modstod i begyndelsen alle forsøg på at bringe ham til frelse. Men en aften, da han spillede til bal, så han med et Djævelen selv mellem de dansende. Da gik han hjem og hængte violinen op på væggen. Hans deltagelse i de syndige aktiviteter med dans, druk og spil var til ende. Han blev frikirkemand. At trosretningen i folketællingen fra 1890 angives som Frelsens Hær kan virke overraskende, når Karen Marie forinden var blevet baptist, men enten kan det være Frelsens Hærs strengemusik, der har betaget spillemanden, eller også er det en misforståelse hos folketællingens listefører. Der er grund til at undres over, at Hans i 1898 kunne stå fadder ved barnebarnet Elnas dåb, når han var voksendøbt i en frikirke.

Både gennem tømrerhåndværket, musikken og den religiøse omvæltning har Hans Rasmussen sat sig spor i de følgende generationer.

Lad os afrunde omtalen af Hans Rasmussen med hans egen beretning, som den er gengivet af Johannes Rasmussen i et manuskript, han kalder "Min Slægtshistorie"

JOHANNES RASMUSSEN FORTÆLLER OM SIN FARFAR

"Da jeg var dreng, kom min farfar tit på besøg hos os. Han var en stor, godt bygget mand, som havde været fodgarder og var med i krigen i '64.

I en ret fremskreden alder gik han den lange vej fra Gørslev ved Giesegaard mellem Ringsted og Køge og havde som følgesvend sin knortekæp, som var af egetræ. Jeg husker endnu, at man gennem lakken så knortene. Han gik, og han kunne gå! Han regnede det ikke for noget.

Vi børn kaldte ham for "Bedstemand", "Gørslevmand" eller Bedstefar fra
Gørslev. Han var udlært tømrer, havde været landsbyspillemand i de unge år, og utrolige ting fortalte han fra den tid. Han fortalte sin historie til os børn, og hvad her fremkommer er fra ham, fra min far og fra den ret store familie, vi på min fars side er ud af.

”Min farfar”, sagde han, ”altså jeres tipoldefar, børn, var en indvandret svensker, en håndværker, som tog på valsen, som håndværkere gjorde det i de tider. Det var en del af deres uddannelse. Når de havde udlært, så skulle de et par år til andre lande. De pakkede ranslen, og så gik de ud for at bevise, at de ved at tage arbejde undervejs kunne klare sig og så vende hjem som fuldbefaren.

Nogle af dem blev så i de lande, de kom til, blev forlovede og senere gift. De bosatte sig og kom aldrig videre.

Sådan også med min bedstefar. Han blev her på egnen, og vi er nu hans slægt og afkom. Han var krøllet og koparret. Han havde i sine yngre dage haft kopper, det er det, vi nu bliver vaccineret imod. Det er en slem sygdom, som kan have døden til følge. Han klarede den, men der var ikke et stykke skind, uden det var arret af kopper. Og det var på hele kroppen.

Hans søn var så min far. Vi var nogle brødre, hvoraf den ene var tækkemand. En anden boede lige ved siden af vores barndomshjem, Biesbakke i Gørslev. (Her husker Johannes Rasmussen forkert, idet Hans Rasmussens barndomshjem lå i Lidemark). Han var også håndværker, og jeg blev tømrer og en broder blev tækkemand. Ham skal jeg fortælle jer om en anden gang.

Vor slægt var musikalsk, og jeg lærte at spille violin. Jeg spillede i mange år til loballer, og det skal jeg også fortælle jer om siden.

Skal jeg fortælle jer noget meget spændende, så skal det være om krigen i ’64. Der var jeg jo med som fodgarder. Det var en hård tid. Det var alvor, kan I tro, selv om det jo ikke var noget ved siden af det, der hedder krig nu til dags.

Vi var to fra mit sogn. Den ene var en vittiggøg, som hed Johannes. Han var fuld af tossestreger, men da han kom ud til fronten, så græd han. Han var min sidemand, og når vi fik ladet vore forladere og bidt fængtråden af, og så fik skudt, og så, at kuglen slog ned nogle alen foran os, så havde tyskerne med deres bagladere skudt mange gange mod os, og så sagde han og græd: ”De ta’r ingen hensyn, de skyder én lige i øjnene”! Han blev ramt og døde lige ved siden af mig. Jo, sådan endte den ellers så glade Johannes.

Nå, krigen blev forbi, vi blev permitterede, men der var ingen, der gav os overlevende noget at rejse hjem for, så jeg gik fra Sønderjylland til Gørslev uden en øre på lommen. (Også her har enten Johannes eller Hans pyntet lidt på historien, for vi ved som nævnt ovenfor, at Hans blev hjemsendt fra København).

Jeg var jo udlært tømrer og begyndte, så snart jeg kom hjem, på tømreriet. Blev gift med Karen Marie, som jo var fra en gård der på egnen (Også her er Johannes på afveje, idet Hans og Karen Marie var blevet gift allerede i 1859). Det skal jeg også fortælle jer om en anden gang.

Jeg spillede jo også feolin til loballer og fester. Det var en god hjælp til håndværket, som der jo ikke var så meget at gøre ved om vinteren.

Det var i de tider, hvor brændevinen kun kostede ni øre for tre pæle. Og der blev drukket noget. Der var dem, der tog sig sine tre pæle hver dag. Og ved loballerne, som jo gerne var høstfester, og ved andre fester som bryllupper og begravelser, blev der også drukket meget. Ved begravelserne drak man gravøl, og stemningen skiftede meget, fra man var i kirke og til man nåede hjem efter gravøllet.

Men der var forskel på denne mærkelige måde at stede de døde til hvile på og så, når der blev festet for høsten eller ved familiefester som bryllupper og lignende. Den lystighed, som var, når man fejrede høstfester og andre fester, kan ikke beskrives. Der blev ædt, drukket og danset, så det var ud i et det hele. Jeg har mange gange, når de lå der døddrukne, lagt dem om på ryggen og hældt brændevin i dem, til de var helt bevidstløse, og så taget dem og lagt dem om på maven, og så med mit egespir, min stok, trukket dem nogle henover rygstykkerne, så de kunne blive helt ædru og stå ret op og ned.

Men den tid fik også ende. Det skal jeg nok fortælle. Ellers kan jer far. Han ved, hvordan, det gik til.

Jeres farmor var en flittig kvinde. Hun arbejdede næsten døgnet rundt. Hun syede for folk. Hun gik ikke ret tit i seng, men havde en pude bag ved nakken, og når så søvnen overmandede hende, så lagde hun hovedet tilbage og blundede så lidt.”

Nu kom Østsjællands Folkeblad, og da Bedstefar skulle læse det, holdt han op med at fortælle for denne gang. Når han læste avis, se så begyndte han ved første linje og holdt ikke op, før han var nået til den sidste. Det kaldte han at læse avis, og så ville han ikke forstyrres.

”I mine unge år, var vi ikke forvænt med aviser”, fortalte han. ”Der kom kun en enkelt til hele byen, og den gik på omgang. Så når man fik den, var den næsten otte dage gammel. Der var ingen, der havde råd til at holde avis dengang”. Og så læste Bedstefar, så man skulle tro, at han skulle have oprettet flere års forsømmelser.” (Her slutter Johannes Rasmussens fortælling)

HANS RASMUSSENS SIDSTE TID

Hans Rasmussen boede på adressen Hulegårdsvej 10 i Gørslev. Det var et lille smukt beliggende husmandssted med en jordlod. I en længe havde han sit tømrerværksted. Huset ligger som nabo til Biesbakkegården, på hvis jord man finder Biesbakke med en jættestue. Fra gårdspladsen i Hans Rasmussens husmandssted var der, og er der stadig, frit udsyn til bakken (Se billedet fra 2004).

Bortset fra det par år, hvor Hans og Karen Marie boede hos sønnen Anders på Hovtvedegård i Vråby, levede de fra giftermål til død i Biesbakkehuset. Da Hans flyttede til Vråby, overtog sønnen Rasmus forretning og hus. Senere blev det Rasmus søn Frants, der tog over. Med ham sluttede familien Rasmussens håndværkerepoke i Biesbakkehuset. Bygningerne er nu nedrevet, og der er bygget nyt på grunden med ændret udseende og placering, så noget der ligner billedet fra 1923, kan man ikke genfinde.

I Folketællingen 1890 er trosretning oplyst som Frelsens Hær, i 1911 Baptist. I FT 1906 bor han og Karen Marie på aftægt hos sønnen Anders i Vråby I FT 1911 bor de hos sønnen Rasmus i Gørslev med alderdomshjælp og i FT 1916 bor Hans samme sted som enkemand.