Med Johanne Sørensdatters ældste datter, Margrethe, har vi det klassiske eksempel med kærlighedens
frugter. Da hun er 19 år gammel bliver hun gravid med tjenestekarl Peder Poulsen fra Bjæverskov,
der er 37 år. De når at gifte sig tre måneder før fødslen. Det lykkes dem at erhverve det
husmandssted, hans forældre har drevet. Fem børn får de sammen, men to piger på 1 og 3 år er døde
med tre dages mellemrum i januar 1821, hvor en epidemi af børnekopper raser i landsbyen. Peder
Poulsen dør som 50 årig i 1827, da Margrethe er 31. Margrethe er nu husejer, men hendes muligheder
for at klare dagen og vejen har ikke været de bedste. Hun har brug for en solid ægtemand.
Her står vi ved foreningen af bondeslægten fra Lidemark og håndværkerslægten fra Åshøje. Rasmus
Hendrichsen, smeden Hendrich Mathiasens søn, har valgt landbruget og er tjenestekarl i landsbyen.
Han kan have både personlige og erhvervsmæssige mootiver til at interessere sig for enken. Så de
finder hurtigt sammen i ægteskab. Vel medbringer hun foruden husmandsstedet de tre drenge, men det
er Margrethe og Rasmus fælles børn, der forener slægterne. Rasmus leverer slægtsnavnet Rasmussen
gennem sine børn.