Niels Peter Nielsen er født i St. Taarnby i 1866. Han blev udlært som slagter. I 1893 giftede han
sig med Karen Marie Rasmussen i Endeslev kirke. De havde begge bopæl hos Karen Maries plejefar, Ole
Larsen, ved brylluppet. Omkring det tidspunkt får Niels Peter ansættelse som uddeler i brugsen i
Ejby. Han og Karen Marie bevarer den tætte forbindelse til Endeslev, hvor hendes broder, Amders
Rasmussen og ungdomsveninden Ellen Louise fra Storskov, havde taget ophold og ved deres giftermål
erhvervet det nedlagte mejeri på hjørnet af Lerskovvej og Hestehaven. Det blev ledigt, da Anders og
Louise flyttede til skovfogedstedet Abildgaardshus i Vallø Storskov, hvor Anders blev avlsbestyrer
hos sin svigerfar, skovfogeden. Karen Marie savnede nok hjemegnen, og Niels Peter så nogle
muligheder, da han af svoger Anders fik tilbudt at blive lejer af ejendommen "Hjørnet". Så han og
Karen Marie flyttede i 1899 til Endeslev. Niels Peter etablerede sig her som handelsmand og
slagter. Den tidligere ejer, Niels Peter Andersen, havde drevet købmandshandel på "Hjørnet".
Mellem 1901 og 1903 er de flyttet fra Hjørnet til Endeslev by. Barnebarnet, Holger Nielsen har
fortalt mig, at Niels Peter Nielsen omkring 1910 byggede gården Lerskovvej 14 på hjørnet af
Enderslev Overdrev og flyttede hertil. Under opførelse af gården blæste den to gange omkuld Efter
at have solgt gården, drev Niels Peter Nielsen slagterforretning i Hårlev. Billedet med
slagterbilen er antagelig fra denne periode. Omkring 1930 vendte han og familien tilbage til
Endeslev.