Peter Nielsen er født i 1896, medens familien nogle få år boede i Ejby. Hans far, der var uddannet
slagter, var en kort tid brugsuddeler her.
Faderen genoptog slagtererhvervet, efter at de i 1899 vendte tilbage til Endeslev. Peter blev også
uddannet i slagterfaget. Om han stod i lære hos sin far, ved jeg ikke, men det står fast, at han
arbejdede som svend i faderens slagterforretning i Hårlev og Endeslev og efter faderens død overtog
forretningen og huset i Endeslev. Slagterfaget trådte mere og mere i baggrunden, og efter krigen
blev Peter chauffør ved Østbanen, og kørte rutebilen mellem Hårlev, Endeslev, andre landdistrikter
og købstaden Køge.
Jeg husker fra min barndom turene med "Rutepeter" i rutebilen fra Endeslev til Køge. Peter var en
lille, kraftig mand med et rundt, fuldstændig skaldet hoved. Når han løftede chaufførkasketten,
afslørede han en tydelig rød krans rundt om hovedet i den bløde, hårløse hud, hvor kaskettens
svederem havde været trykket fast. Han var en alvorlig og lidt tavs mand
Andre minder knytter sig til det årlige besøg, vores familie aflagde hos Peter Nielsens familie på
Kærvej 2, når far skulle hjælpe sin fætter med selvangivelsen. Det indebar for os børn også små
afstikkere til "Gammelfaster", Peter Nielsens mor, der boede på aftægt i den anden ende af huset.