Min oldefar, Ole Jensen Holm, vokser op på fæstningen Christiansø, og i 1850, da han er 14 år, bor
han stadig på øen med sine forældre. Før 1855, det år hans forældre forlader øen og flytter til
Rønne, er han flyttet til København for at blive uddannet som snedker. Det ved vi fra avisomtalen
ved hans 85 års fødselsdag. Fra lægdsruller ved vi, at han har været tilført Skanderborg amt og
været tilknyttet ingeniørtropperne ved 6. Balaljon. Han kommer til at indgå i den danske styrke, da
2. Slesvigske krig udbryder i 1864. Havde han været medlem af Den Bornholmske Milits, ville han
være fritaget for den tvungne indkaldelse, men det blev han ikke, selv om det var under overvejelse
ved hans registrering i tilgangsrullen i Rønne i 1862..
I KRIG
Ole er underkorporal nr. 195 i 6. Infanteriregiments 2. Kompagni. Regimentet tilhører 2. Divisions
4. Brigade, der indgår i forsvaret af Dannevirkestillingen. De danske tropper blev organiseret i
løbet af januar 1864. Her fik 2. Division til opgave at forsvare højre fløj fra udløbet af Ejderen
og indtil byen Schirnau. 6. Regiment fordeltes til Hollingsted, Schwalsted, Husum og Süderstapel.
Kongen af Prøjsen godkendte med billigelse i både Berlin og Wien en overskridelse af Ejderen og
dermed grænsen til Slesvig 1. februar 1864. Planen var et frontalt angreb på Dannevirkes østlige
afsnit med samtidig afskæring af danskernes tilbagetog til den stærkere Dybbølstilling ved at omgå
den danske hær over Mysunde og Flensborg.
Den samlede danske styrke ved Dannevirke 1. februar var ca. 35.000 underkorporaler og menige.
Fjendens styrke blev vurderet til mindst 50.000 mand.
Ejderen blev overskredet 1. februar kl. 7. Danskerne trak sig planmæssigt
tilbage til Dannevirkestillingen uden egentlig kamp. 2. februar var fjendens fremtrængen
koncentreret om vores venstre fløj med kampen i Mysunde som vigtigste begivenhed. Her blev
skanserne holdt. På højre fløj hos Ole Jensen Holm var fronten rolig.
3. februar satte prøjserne og østrigerne angrebet ind mod Dannevirkes centrale afsnit ved Selk,
Kongshøj og Jagel syd for byen Slesvig. De danske styrker blev trængt tilbage til den gamle
Dannevirkevold ved Bustrup med et tab på 42 døde, 153 sårede 172 fangne og 48 savnede. Også denne
dag var der roligt hos Ole på højre fløj.
Til gengæld mærkede 2. Division og 6. Regiment forsyningsproblemerne. Mangelen på proviant var
følelig. Divisionen telegraferede 4. februar om formiddagen til hovedmagasinet i Flensborg om pr.
ekstratog samme dag at sende 9.000 portioner røget flæsk, brændevin og brød.
Trods de begrænsede fjendtlige angreb måtte 2. Division føle sig usikker på sin udstrakte højre
fløj, hvor en fjendtlig overgang over den tilfrosne Reidedal ville medføre en kamp i åben mark, som
de danske tropper ikke var stærke nok til at modstå.
Et krigsråd i Slesvig resulterede i beslutningen om at foretage et tilbagetog fra
Dannevirkestillingen ubemærket den 5. februar om aftenen, hvis det store angreb ikke blev sat ind
forinden. Et tilbagetog efter et tabt slag mod de overlegne allierede tropper måtte anses for
ensbetydende med hærens tilintetgørelse.
Afmarch skette om aftenen som planlagt, men blev besværliggjort ved dårligt vejr med glat føre. Den
6. februar kl. 14:30 nåede Ole Holm med 4. Brigade til Skovkro ca. 10 km sydvest for Flensburg. De
fjendtlige tropper havde optaget forfølgelsen af den flygtende danske hær. Derfor blev der kort
efter beordret afmarch på ny, men larmen fra slaget ved Sankelmark fra omkring kl. 15 (hvor
danskernes tab var 773 faldne, sårede, fangne og savnede) fik brigaden til at udsætte afmarchen.
Ved mørkets frembrud stilnede kampen af, så marchen kunne genoptages. De ankom i løbet af aftenen
til Harreslev efter en march på 70 km med gevær og udrustning på isglatte veje siden den foregående
aften kl. ca. 19.
Efter et kortvarigt hvil fortsatte Ole Holms brigade marchen 7. februar under enorme strabadser. I
løbet af aftenen og natten til 8. februar ankom hæren til Sønderborg. 6. Regiment havde undgået at
få del i armeens tab på næsten 1400 mand under tilbagetoget 5. - 7. februar 1864 .
Efter tilbagetoget var stillinngerne ved Dybbøl og Frederiicia og mod nord ved Limfjorden 1ste
linie i det danske forsvar. Ole Jensen Holms 6. Regiment kom fra 9. februar til at indgå i
styrkerne på Als, der deltog i den intense aktivitet i stillinger og skanser i Sundeved og Dybbøl.
Besættelse med regimenter i Dybbølstillingernes forpost, hovedpost og skansebesætning foregik i
turnus med daglige rokeringer. For at de danske forladegeværer kunne blive brugbare ved prøjsernes
angreb med deres hurtigtladende bagladegeværer, måtte forsvaret i de danske skyttegrave og skanser
organiseres. Instruksen fra Overkommandoen lød: "Kun 1 geled står ad gangen paa bankettet. Nar en
mand har skudt, træder han ned til venstre bagest i roden og lader straks. Bagmanden af roden
træder op paa bankettet og skyder, træder ned bagest i roden og lader, og saa fremdeles".
Livet under belejringen var ofte ensformigt. Uge efter uge gik alt på samme måde. Ud i stillingen
og tilbage på Als, atter ud i stillingen og atter tilbage til Als. Afveksling lå kun i den
vekslende tjenesteturnus samt i belejringens fremskridende gang.
Afløsningen foregik ved mørkets indtræden. Fra det øjeblik Sønderborg nåedes, viste situationens
hele alvorsfulde karakter sig. Tomterne i byen fortalte højt om granaternes magt. Man snoede sig
mellem ruinerne i byens søndre del og nåede ad de gennem byen anlagte kolonneveje ned mod broerne,
hvor Broagerland øjnedes i det fjerne. I tynde formationer og i stilhed gik det over broerne og
derpå ad vejene eller over markerne ud i stillingen, snart mere til venstre, snart mere til højre,
afhængig af, hvor fjendens granater på denne dag søgte hen, og omsider nåedes den plet af
stillingen, hvor det kommende døgn skulle tilbringes. Underafdelingerne søgte deres plads på
forpost, i skanser, i løbegrave eller i reservestillinger.
I løbegravene fik mandskabet lov til holdvis at søge hvile på den hårde jord, dog uden at nogen
lettelse i henseende til bæring af tornystre og lædertøj kunne tillades. Mandskabet indrettede sig
i mørket, så godt det formåede. Det skaffede sig dækning imod granaterne ved huler i jorden eller
ved opkastede traverser. Under fortvivlede forhold, hvor hvert øjeblik kunne afgøre spørgsmålet om
liv eller død, søgte soldaten i sin tarvelige dækning trøst i læsning af gudelige skrifter og
salmer.
Beskudt af et overvejende stærkt belejringsartilleri, der til slut ikke lod nogen plet i stillingen
uantastet, var hæren henvist til at stå i sine forskansninger og der tåle og lide. Den bar med
resignation den tunge situation ved i det barske vinter- og forårsvejr at stå i 24 timer enten på
forpost eller i beredskab, ofte under stillingens heftige beskydning uden at kunne røre sig. Til
infanteriet stilledes de største krav. Af 7 døgn tilbragtes de 4 i stillingen enten i skanserne og
løbegravene eller bag disse i reservestilling.
6. Regiment med underkorporal Ole Jensen Holm deltog i træfningen i Sundeved 18. februar. Tabet på
dansk side var omkring 100 mand heraf 7 døde og 10 sårede i Oles regiment. Ved den voldsomme
forpostfægtning den 22. februar deltog 6. Regiment, 2. Kompagni i forsvaret af Dybbøl Mølle hvor
382 danske og 37 fjender faldt .
I de voldsomme fægtninger 17. marts, hvor Dybbøl by og Ragebøl blev indtaget af fjenden, lå 6.
Regiment med Ole Jensen Holm i skanse I – IV uden for kamphandlingernes centrum og undgik derved
tab. I alt var de danske tab denne dag 112 døde, 228 sårede, 259 fangne og 31 savnede. Den følgende
dags kampe i Sundeved gav 6. Regiment 7 døde og 14 sårede.
Da kampene den. 28. marts brød ud, indgik Ole Jensen Holms 6. Regiment i reserven i Sønderborg i
øvrigt sammen med Den Kongelige Livgarde til Fods med Hans Rasmussen. Ved alarmeringen: kl. 16:30
sendtes 6. Regiment frem mod høire fløj og fik her et tab på 7 døde og 10 sårede.
I perioden 2. - 17. april havde 6. Regiment: 20 døde, 43 sårede, 20 tilfangetagne og 1 savnet.
Den 17. april, dagen før prøjsernes afgørende stormløb, var Ole Jensen Holms regiment blevet afløst
i skanser og løbegrave og indgik i reserven på Als. Ved stormløbet kl. 10 angreb prøjserne med
11.000 mand i forreste linje mod vor 2.200 mand store besætning på stillingens venstre fløj.
De angrebne lod blæse det befalede signal, "lang tone". Signalet blev ikke på foreskreven måde
repeteret til reservebrigaderne. Måske er det blevet overdøvet af artilleriilden eller borttaget af
vinden, eller hornblæserne er blevet skudt. Den voldsomme beskydning af det bag stillingen liggende
terræn og især af brohovederne gør det desuden forklarligt, at man ved reserverne så godt som intet
hørte af, hvad der foregik i første linje .
Efter at den danske hær var fordrevet fra Sundeved og Dybbøl til Als, måtte man koncentrere
indsatsen om at forsvare øen og forhindre en overgang over Alssund. Politisk blev indsatsen dog kun
halvhjertet, idet man anså forsvaret af Fyn for den vigtigste strategiske opgave. Livgarden og de
mest medtagne regimenter overførtes til Fyn, men Ole Jensen Holms 6. Regiment blev en del af
forsvaret på Als.
6. Regiment indgik i forsvaret af den nordlige del af øen fra Augustenborg Fjord til Nørrelykke
Strand. Endnu en gang beskyttede tilfældighedernes spil Ole Jensen Holm og hans regiment. Prøjserne
havde planlagt en overgang 27. juni over Als Fjord til Nordlandet, hvor 6. Regiment vogtede. Det
blev 27. juni ændret til overgang af Alssund ved "Storskoven" med indstigning i bådene kl.. 2
morgen den 29. juni.
Kl. 2:50 natten til 29.juni indløb et telegram fra kommandoen i Ulkebøl til 6. Regiment: "Fjenden
angriber alvorligt Stillingen langs Als Sunds snevre Del".
Det viser sig hurtigt nødvendigt at gennemføre planen om at forlade Als og trække tropperne til
Fyn. Styrkerne i den nordlige del af øen får ordre til at marchere mod Kegnæs, hvor indskibningen
skal finde sted.
6. Regiment indgik efter ankomsten i den styrke, der sikrede forsvaret af Kegnæs under
indskibningen. I Batteriet og de tilstødende løbegrave stod 1. og 2. Kompagni af 6. Regiment.
Indskibningen fortsattes og ved middagstid 30. juni var der i befæstningen på Draget kun 6.
Regiments 2. Kompagni samt 70 matroser med det hverv at fingere et forsvar. Stillingen ved Draget
blev forladt den 1. juli . Omtrent kl. 15 forlod de sidste danske tropper Als. Ole Jensen Holm blev
dermed en af de sidste, der forlod øen.
Dermed var også kamphandlingerne slut for Ole. Han kom med sin styrke til at deltage i bevogtningen
af Fyns sydlige kyst, men med fjendtlighedernes ophør og efterfølgende fredsslutningen i Wien med
dansk afståelse af Sønderjylland, blev en fjendtlig invasion af Fyn aldrig aktuel. Et totalt dansk
militært nederlag blev fulgt af et totalt politisk nederlag, hvor Tyskland stort setkunne diktere
fredsbetingelserne.
HJEMME PÅ BORNHOLM
I august 1864 vender Ole hjem til Bornholm Et år senere gifter han sig med Hansandrina. De
erhverver svigerfaderens ejendom i Vallensgaardshuse i Aaker Sogn. Ole fortsætter dog sin rastløse
færd. Ifølge folketællingerne 1870 og 1880 bor Ole og Hansandrine i huset i Aaker sogn, hvor de har
Hansandrines forældre på aftægt. Men i Oles medaljeansøgning i 1876 oplyser han sin stilling som
matros og sin adresse som Dampskibet Heimdal i Rønne. Ole bliver tildelt krigsmedaljen.
I avisomtalen fra 1921 på hans 85 års fødselsdag beskrives Ole Holm som "rask og rørig". Det
fortælles også, at han for nylig har været i Sønderjylland for at se de gamle kendte steder, som nu
efter genforeningen atter er danske.
I en alder af kun 50 år bliver Ole enkemand. Vi kender ikke nærmere hans aktiviteter i de følgende
år, bortset fra, at han i de senere registreringer benævnes "snedker" eller "snedkersvend". I 1906
er han logerende hos Jens Peter Sommer i Vestermarie, der også er baptist, i 1916 bor han hos
broderen, menighedsforstander Peter Andersen Holm, Bakkestræde 3 i Rønne (FT 1916, Rønne,
arkivalieronline opslag 6). I ovennævnte avisomtale ved hans 85 års fødselsdag i 1921 bor han hos
Jul. Jørgensen på Lille Sursænkegaard i Knudsker. Folketællingen fra samme år oplyser dog, at han
har midlertidigt ophold hos sin søn, Kristian Martin Holm, på Lille Torv i Rønne. Han dør på De
Gamles Hjem i Rønne fire år efter.