Min tip-5 oldefar, Anders Knudsen, er født i Skåne i 1648 og dermed egentlig som borger i det
danske kongerige. I 1657, da han var 9 år, blev han svensker, da Danmark ved freden i Roskilde
afstod Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.
Kirkebogen i Kirkerup oplyser, at Anders er født i Haslebye. Min slægtsforskerkollega, Søren
Tolstrup Christensen, med hvem jeg deler denne ane, har i en svensk stednavnedatabase for Skåne
fundet stednavnet Hassle i sognet Stehag øst for Karlskrona nær ved Höör. Stedet skulle i
1600-tallet ifølge databasen bl.a. også være benævnt Haßle By, Håslebye, Hasleby. Det er et godt
bud på det oprindelsessted, som bestemte slægtsnavnet Harsel, der fulgte Anders Knudsens
efterkommere.
Anders flyttede hjemmefra, da han var 10 år gammel. I nogle år tjente han hos fremmede i Skåne.
Måske var han et uroligt gemyt med udlængsel og eventyrlyst. Det ville passe med det, vi ellers ved
om ham. I hvert fald rejste han til Sjælland i en ung alder.
På Sjælland nåede han frem til Kirkerup sogn syd for Slagelse. Kirkerup er en landsby med
historiske rødder. Det er kirken et vidnesbyrd om. Allerede omkring 1150 blev den opført som en
romansk kampestensbygning. Sidst i fjorten hundredetallet blev den udbygget med munkesten og fik
sine gotiske stjernehvælvinger. Det nuværende smukke tårn kom først til i 1849. Men det kendetegner
kirken, at den arkitektonisk har bevaret sit harmoniske udtryk gennem forandringerne. På samme måde
er også kirkerummet blevet bevaret og renoveret gennem tiderne med stror respekt for helhed og
smukke detaljer.
Den hellige kilde øst for kirken blev et valfartssted, som havde sin storhed omkring Anders
Knudsens tid på egnen. De penge, som de valfartende ydede til offerbøssen, blev grundlaget for
oprettelse af Kirkerup Hospital i i 1731, altså medens sønnen Niels var skovfoged i Kirkerup.
"Hospitalet", der tjente som asyl for otte "fattiglemmer", brændte i 1865, hvorefter den nuværende
bygning på Kirkerupvej 62 blev opført.
Anders fik først tjeneste hos fæstebonden Christen Hansen i Esholte. Snart efter døde gårdmanden,
og som skik og brug var, giftede Anders sig med enken og fik gården i fæste. Måske var han mere
glad for enken end for gården, for da konen døde allerede efter 4 måneder, forlod Anders gården og
gik på ny i tjeneste.
Om det var i sin første tjeneste, han øjnede nye muligheder, ved vi ikke, men han fandt frem til en
anden efterladt enke i Kirkerup, Maren Christensdatter, der blev min tip-5 oldemor. Noget kunne
tyde på, det var gennem ægteskabet med hende, han fik et hus i fæste i Kirkerup by. Her fulgte
hvervet som skovfoged med, og både ægteskab og ansættelse holdt livet ud i over 37 år.
Hans liv i Kirkerup kender vi ikke så meget til. Men vi ved, at han fik i hvert fald tre børn - 2
piger og en dreng. Der er grund til at tro, at han viste dem betydelig omsorg. Da den yngste pige,
Kirstine, kom i det, der dengang med rette blev kaldt ulykkelige omstændigheder, og blev gravid
uden for ægteskab, har han antagelig haft en afgørende finger med i spillet for at løse hendes
problemer. Der blev sørget for kongebrev, fordi betingelserne for at indgå lovformeligt ægteskab -
antagelig pigens alder - ikke var opfyldt. Ydmygelsen ved at fremstå gravid i kirken blev undgået.
Brylluppet blev flyttet hjem til skovfogedhuset hos brudens fader.
Sønnen Niels blev der også sørget for. Han blev kollega med faderen som skovfoged i Kirkerup. Da
han stod for at gifte sig ind i en anset lokal familie ved at ægte birkedommerens datter, Margrethe
Christensdatter Danholm, fik han mulighed for til en pris af 1 rigsdaler at fæste 9 fag i faderens
hus på 20 fag.
Et lidt kulørt billede af Anders Knudsens liv i Kirkerup sørger præsten for med sin beretning i
kirkebogen ved skovfogedens begravelse. Notatet er gengivet i kildeoplysningen til dødsfaldet.
Præsten giver en fin levnedsbeskrivelse, men begivenhederne omkring dødsfaldet kan han ikke modstå
at udpensle med lidt dramatisk effekt og en løftet pegefinger.
Vi får at vide, at Anders er en gammel mand på 73, men stadig stærk, og at han elsker brændevin
noget mere end tilbørligt. Er det underforstået, at døden ikke skyldes alderdom, men måske i højere
grad de ulykkelige følger af hans trang til brændevin? Og så får vi beskrevet den tur til Slagelse
den 14. juni 1722, som blev hans sidste. Hvad der er foregået i Slagelse, må vi tænke os til, men i
hvert fald vælter han to gange på turen hjem, så branderten har sikkert ikke været beskeden. Anders
har fået det så dårligt efter turen, at præsten bliver tilkaldt. Han bliver den 17. juni behørigt
berettet med nadverens sakramente og dør dagen efter.