Jacob var den midterste i en børneflok på 7 på den førende ejendom, Store Vibegaard, 11. Slg. i
Povlsker. Hvorfor det blev ham blandt de fire drenge, der kom til at overtage gården, er uvist, men
det har været den løsning, man fandt mest egnet for et vellykket generationsskifte. I god
overensstemmelse med det fandt han sammen med Karen, der var gårdmandsdatter på en anden af de
større ejendomme i Povlsker. Sammen drev de den store gård med godt resultat, så også de kunne
aflevere den i god stand til næste generation gennem deres yngste søn, Rasmus.