Johannes Rasmussen havde rige evner og en sammensat natur.
Barndommen var præget af de ulykkelige begivenheder med tab af Hovtvedegård, som er beskrevet i
beretningen om hans far.
Johannes og Ove fulgtes i skole. Efter flytningen i 1910 gik turen over markerne fra Overdrevet til
den gamle Vråby skole på Lerskovvej 35. I skolen udmærkede Johannes sig, især i talbehandling, hvor
han gjorde sine regnebøger færdige længe før de andre, så Einar Hansen måtte finde ekstra opgaver
til ham.
Efter at de i 1913 var flyttet til ”Hjørnet”, Lerskovvej 29, blev Johannes den, der naturligt gled
ind i arbejdet med købmandsforretningen. Lidt drilagtigt har Ove omtalt den gensidige afhængighed,
der var mellem Johannes og hans mor. Det er vel også ganske naturligt, at hun har været stolt over
ikke mindst hans musikalske evner. I 1935 overtog Johannes forretningen fra sin far, men udadtil
skete der ikke umiddelbart større ændringer. De to generationer boede fortsat nogle år sammen i
huset, og Anders bistod med arbejde i aftagende omfang, som alderen betingede.
Som på andre områder var Johannes ikke den, der gjorde så meget ud af formaliteterne i musikken.
Han lærte aldrig noder, og fandt det i ungdommen unødvendigt. Efter at han var fyldt halvfjerds
havde han dog planer om at tage undervisning, så han blev i stand til at nedskrive den musik, han i
tidens løb havde komponeret. Men han lærte sig at spille både violin, guitar, klaver og harmonium
(stueorgel). Evnerne er formentlig fra slægtens spillemænd. Melodier fangede han meget hurtigt, og
i imponerende grad var han i stand til at finde de rette harmonier på klaviaturet.
Også egne kompositioner og tekster fremførte han i de kristelige forsamlinger, der var hans
publikum. Og han opfandt et hjælpemiddel til at spille med akkorder - en spillestok kaldte han det.
Spillestokken var et bræt, hvor han med forskellige farver havde tegnet forbindelseslinier mellem
de tangenter, som dannede en akkord. Den kunne man sætte over klaviaturet og derigennem blive i
stand til at omsætte melodistemmen, som man skulle kunne spille efter gehør, til akkordklange. Han
forærede mig en prototype, som var grundlaget for min egen første indføring i akkordernes natur.
På det sproglige felt var Johannes også talentfuld. Som sin broder skrev han både vers og prosa.
Han skrev digte og åndelige sange. Den største produktion var dog nok lejlighedssange. I perioder
skaffede han sig en ekstra indtægt derved.
Hans sange er præget af muntre påfund. Men sproglige formalia gjorde han ikke meget ud af. Til
forskel fra broder Ove, der ikke"bed stavelser af" eller gik på akkord med rimene i sine sange og
digte, var Johannes den uslebne, fabulerende sangskriver.
Han brugte også sin sproglige kreativitet i hverdagen. Hans annoncer i Haarlev Avis var altid med
muntre påfund som:
”Ost som lynet er slået ned i” (det var gammel ost med dybe revner), ”Kornfede spegesild”
(spegesild, som han solgte direkte fra tønden pakket i en avis).
Hans største konkurrent, Endeslev Brugsforening, havde telefonnummeret Nørrelund 1. Hjørnet havde
Nørrelund 7. Det brugte han sådan i sin annonce: ”Vi har telefon nr. 7 og kaffe nr. 1.”
Annoncerne sluttede alle: ”Gå ikke forbi, når De går forbi Hjørnet Endeslev”.
Johannes underholdt også med rim i sin butik, når der var anledning til det. Et af dem lyder efter
hukommelsen:
Vil du ud at gå
så tag en bil, der går i stå.
Vil du ud at køre
så tag Kort som fører.
Vil du ud at flyve
så ring til Skrosbjerg seksogtyve
så kommer enten Henny eller Thyge.
”Kort” var Johannes Rasmussens genbo, Hans Kort, som åbenbart ind imellem har haft en slags
vognmandsforretning. Han var ellers murer, men med en trang til erhvervsmæssige amokløb i lighed
med Johannes selv. Henny og Thyge Toft var et barnløst ægtepar, der havde en ”lillebilsforretning”
i bungalowen ved Vråby kirke. De havde et væsen, som gjorde dem populære hos alle – også hos
Johannes. Henny kørte en stor amerikanerbil, medens Thyge kørte et ”Folkevognsrugbrød”. De stod for
egnens eksklusive transportform.
I den lille købmandsforretning udfoldede Johannes sig som lokal entertainer. Den uundværlige stump
blyant sad bag øret. Brillerne var i lange perioder holdt sammen af tape. Jeg tror, det var nogle,
han havde overtaget efter Ove, da han fik nye. Livremmen kunne være et stykke gardinspiral.
Kunderne fik dagens friske bemærkning. For eksempel, at osten var ”mild og fed ligesom mig”.
Johannes var ikke nogen letvægter.
Når han bestilte varer pr. telefon kunne han sige: ”Det er den lille, tynde, kønne købmand fra
Endeslev”. Sådan ville nok få beskrive ham. Til en sælger, der kom for at tilbyde vognsmørelse – en
dåse ulækker, sort fedt til vognhjulene på bøndernes stive, hestetrukne landbrugsvogne – sagde han:
”Jeg køber aldrig noget, jeg ikke har smagt på”. Lynhurtigt stak han pegefingeren ned i smørelsen
og suttede så på langemand. Med en smasken godkendte han varen, medens sælgeren forskrækket så til.
En vigtig del af forretningen var vareruten. Den første bil var en brugt Ford med kaleche, som blev
anskaffet i 1920. Ove konstruerede en kasse til vareturene, som kunne skiftes med bagsædet, så
vognen både kunne tjene som varebil og til persontransport. Det var dog ikke med bifald fra
faderen, at Johannes sammen med broderen Ove gik over til denne transportform. Selv fortsatte
Anders med at køre varerute med hestevogn. Senere blev køretøjet en nyere Ford-model, som Ove
byggede om på værkstedet i Slagelse, hvor han på det tidspunkt var i kompagni med sin svigerfar
Frederik Holm. I begyndelsen var bilerne indrettet til både kød og kolonial, men
sundhedsmyndighederne stillede krav, så det var nødvendigt at indrette en særlig salgsvogn til
kødvarerne. Den blev så udskilt fra købmandsforretningen. En periode havde Ove den i tilknytning
til sin håndværksvirksomhed.
Lige efter krigen anskaffede Johannes igen en Ford T, som jeg kan huske. Det var en almindelig
fornøjelse for os børn at køre med på vareruten. Det var der ingen problemer med, hvis Johannes var
i godt humør.
Der var ikke tvivl om, at Johannes var en populær person. Han havde sine stamkunder, og der var
steder, hvor vi ventede utålmodigt og længe i bilen, medens han diskuterede ivrigt med kunden om et
eller andet emne, der optog ham.
Holger Nielsen gav mig en lille beretning, som han havde fra Vorbeck. Vorbeck kørte rundt og
opkøbte æg hos landstedernes husmødre. Et sted kom han lige efter, at Johannes havde været der på
sin varetur. Johannes havde benyttet lejligheden, medens husmoderen var borte i et eller andet
ærinde, til at tegne Staunings ansigt med blyant på et af æggene. Han var kørt uden at sige noget
om det til husmoderen, men da Vorbeck gjorde hende opmærksom på det, morede de sig begge over det
særdeles vellignende portræt med skæg og sygekassebriller. Vorbeck syntes, at æggrossereren også
skulle have glæde af det, så han sendte det med i dagens leverance. Da kassen kom retur fra
grossereren, lå der i den en seddel, der meddelte, at der ikke måtte være blyantstreger på æggene.
En anden aktivitet var indsamling og opkøb af sæsonens bær, som blev afsat til saftfabrikken i
Vallø.
I beretningen om Ove er de to brødres frikirkelige aktiviteter omtalt. Johannes valgte på et
tidspunkt at forlade Den Apostolske Kirke og tilslutte sig Pinsemissionen, hvor han var medlem til
sin død. Det indebar en del mødedeltagelse i København. Jeg husker en episode, hvor Johannes havde
et stort antal børn fra de tre familier med. Vi kom ind i en sporvogn, hvor han hurtigt samlede
interessen og underholdt både passagerer, konduktør og vognstyrer. Undervejs i samtalen blev han
spurgt, om det var hans børn alle sammen. Det bekræftede han, uden at jeg tror, det var noget, han
hæftede sig ved. Når jeg husker det, har jeg nok ikke været helt tilfreds.
Det svingende humør var også Johannes Rasmussen. Ligeså sprudlende og optimistisk, han kunne være i
sine gode perioder, ligeså mørk og pessimistisk kunne han virke i de dårlige. Man kunne mærke det i
det øjeblik, man trådte ind i forretningen. Og man kunne få en verbal medfart, der ramte hårdt.
Den rastløse natur kom blandt andet til udtryk i forskellige forretningsinitiativer, der ikke altid
fik et lykkeligt udfald. Det tog til, da børnene var ved at være voksne, men velnok især, da han
mistede storebror Oves rådgivning og kølige vurdering ved Oves død i 1957.
På et tidspunkt havde han en omfattende genbrugshandel med opkøbte varer placeret på forskellige
lokaliteter. Det blev en belastning for den i forvejen anstrengte økonomi i den lille butik, og de
økonomiske resultater levede langt fra op til hans begejstring og forventninger.
Resultatet blev, at han måtte opgive forretningen. Jeg kender ikke alle detaljer i forløbet, men
har dog en opfattelse af problemstillingen.
Jeg husker tydeligt, at farbror Johannes højlydt til os andre anklagede dele af familien for at
have taget forretningen fra ham. At de ikke havde villet hjælpe ham. Det er foregået omkring 1960.
Ingen, der kendte Johannes, kunne have fuld tillid til, at han ikke ville bringe sig i nyt uføre,
hvis han blev hjulpet. I hvilket omfang, man havde gennemskuet strukturændringerne i
detailhandelen, som måtte dødsdømme denne forretningstype, ved jeg ikke, men i hvert fald har
historien bekræftet, at det ikke var muligt at fortsætte i længere tid.
Det var Marys brødre fra Osted, der ordnede tingene omkring købmandsforretningen. Sigfred førte
forhandlingerne med kreditorerne og fik en akkord på plads under forudsætning af, at Valborg og
Erhardt overtog forretningen. Kurt Nielsen har fortalt mig, at Valborg i virkeligheden var
ulykkelig over at overtage den. Thorleif lånte dem penge til udbetalingen på et hus i Herfølge,
hvor Mary og Johannes kunne flytte ind. Huset blev købt i sønnen Finns navn.
I 1975 flyttede de til Køge, fordi huset i Herfølge kom til at indgå i en nødvendig realisering af
Finns aktiver. Resten af sin levetid boede Johannes Gymnasievej 137 st. tv. i Køge og havde her
nogle gode år.
Tiden i Herfølge og i Køge har været de mest produktive i Johannes Rasmussens forfattervirksomhed.
Johannes har også en væsentlig andel i det indhold, denne slægtshistorie har fået. Han leverede
løbende materialer til Dansk Folkemindesamling, og efterlod sig et omfattende materiale ved sin død
- ligesom Johannes lidt kaotisk i strukturen, men med absolut værdifulde og væsentlige elementer.
Det har været min væsentligste kilde til den beskrivende del af slægtens liv især i Endeslev,
Vråby, Gørslev og Herfølge.
Endnu en side af Johannes skal belyses. Det er hans engagerede samfundskontakt. Han førte
korrespondance med fremtrædende personligheder som for eksempel Indre Missions Pastor Bartholdy.
Han blev grebet af Retsforbundets politiske ideer om fuld grundskyld. Han og Ove havde højlydte
diskussioner herom. Han var referent til Østsjællands Folkeblad og en velset gæst hos redaktør
Svarre. Stolt fremviste han breve, han havde modtaget som svar på henvendelser til Jimmy Carter og
Olof Palme.
En særlig omtale fortjener hans kontakt med den socialdemokratiske statsmand Thorvald Staunings
søn, Søren Stauning, der var forfatter og journalist ved Frederiksborg Amtsavis.
I Søren Stauning manuskript til den posthumt udgivne beretning om ”Degnen i Vråby” omtales Johannes
med stor respekt og beundring. Det blev bekræftet ved min egen kontakt med Søren efter Johannes
død. Et citat fra bogen:
”Det var i 1965, jeg foretog min pilgrimsfærd til Vråby. Et hundredeåret for Einar Hansens fødsel
og fyrretyveåret for hans død. En af Einar Hansens gamle elever på skolen i Vråby havde stillet sig
til rådighed for mig som turleder. Det var den lokalhistorisk indsigtsfulde og sprudlende
fortæller, Johannes Rasmussen, Herfølge. Johannes Rasmussen førte mig rundt til alle tidligere
elever af Einar Hansen og til steder, der havde relation til emnet.”
I et brev, jeg modtog fra Søren Stauning i januar 1996, rammer han Johannes natur præcist:
“I min ungdommelige naivitet søgte jeg et par gange at bevæge ham til at udforme sine manuskripter
lidt mere læservenligt. Foreslog ham at bruge større linieafstand og flere indrykninger, hvorved
blikket naturligt ville blive trukket ind i teksten. Heldigvis lod han sig ikke bevæge. Han måtte
sidde i sin skrivehule og give sig fortælleglæden i vold ved det gamle hakkebræt af en
skrivemaskine uden gustne overlæg om manuskriptets grafiske billede. Lade ordene komme væltende,
som de nu selv ville.”
FOTO
3. Sølvbryllup 1958: Forrest fra v. Lilli-Ann, Johannes, Mary, Merete. Bagest fra v. Finn, John,
Inger, Birger, Birgit, Metha f. Sørensen, Knud-Arne
4. Johannes var en bekendt af en af stiftsdamerne på Vallø Slot. Dette besøg har formentlig været
mellem 1945 og 1950.
5. Det antages at være Johannes, der læsser varevognen foran forretningen før vareturen. Men Det
kunne også være en leverandør. Billedet er taget mod nord, mod Endeslev.
6. Musikanterne synger og spiller i haven på "Hjørnet". De er fra venstre:
Tove Rasmussen, Inger Rasmussen, Valborg Nielsen (f. Rasmussen), Kurt Nielsen (harmonika), halvt
skjult måske Birgit Rasmussen, Flemming Holm Rasmussen (guitar), Bjarne Nielsen, Margrethe Skov (f.
Rasmussen),
Merete Rasmussen, Marianne Daugaard (f. Nielsen), Mary Rasmussen (f. Nielsen) og Johannes
Rsmussen (violin)