Valborg er født på Hovtvedegaard i Vråby som den yngste i Louise og Anders børneflok. Hun kom
dermed til at tilhøre det "patriarkat", der opstod omkring Anders Rasmussen, da han senere flyttede
til købmandsforretningen "Hjørnet" i Endeslev-Vraaby kommune. Som det er beskrevet i biografierne
for Rasmusssen slægten, samlede Anders sine børn omkring sig og medvirkede til, at der kunne
etableres familieejendomme for børnene på nabogrunde til købmandsforretningen. Anders havde selv en
baggrund som tømrer, og sønnen, Ove, førte denne tradition videre, medens Johannes gik ind i
handelsvirksomheden. Miljøet var præget af de frikirkelige kræfter med tilknytningen til
Baptistsamfundet. Musikken, og især den frikirkelige populærmusik, fyldte meget i hjemmene omkring
"Hjørnet". Valborg var begavet med en smuk sopranstemme, som var efterspurgt til solosang i
frikirkelige forsamlinger.
I Osted var der i samme periode opbygget et tilsvarende "patriarkat" omkring Niels Peter Nielsen.
Niels Peter var tømrer, uddannet som møllebygger, og oprettede og drev forretning fra Osted og
Kirkebjerg savværk. Hans 11 børn med Marie indgik i fællesskabet. Drengene blev oplært i
tømrerfaget og tilknyttet savværket. Familien blev kernen i den lokale afdeling af Det danske
Missionsforbund omkring århundredeskiftet. Flere i børneflokken havde gode musikalske anlæg, så
også her blev musikken en vigtig del af fællesskabet.
De to patriarkater er samlet på det første gruppebillede. Yderst til venstre har vi Niels Peter
Nielsen, der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg og Mary. I
midten Anders Rasmussen, og bag ham kikker Therodora frem. Manden med hunden er ikke identificeret,
dernæst følger Ellen Louise, der har sin arm under Marie Nielsens arm. De to hatteklædte herrer
bagved kendes ikke.
Mødet mellem familierne udviklede sig i begyndelsen af 30'erne, da Valborgs storebror, Ove med sin
Theodora var vendt tilbage til Endeslev efter nogle års ophold i Slagelse. De tre søskende, Ove,
Johannes og Valborg dannede en trio, der blev meget populær i sjællandske missionshuse og
frikirkemenigheder. I en lille rød bil, de kaldte "Myren" kørte de ud og holdt møder. Johannes
betjente sin violin og ethvert klaviatur, der måtte befinde sig i mødelokalet, Valborg medbragte
sin guitar og Ove en harpecitar. Alle tre havde flotte sangstemmer og optrådte med solosang og som
forsangere til de populære kor, der gik sin sejrsgang. Johannes akkompagnerede til fællessangen og
bidrog med personlige vidnesbyrd, medens Ove var aftenens hovedprædikant. På den måde var det en
total mødepakke, de bragte den taknemmelige menighed.
Sådan blev det også i Osted, hvor Niels Peter Nielsen havde sørget for, der blev indrettet et
missionshus, hvor den slags begivenheder kunne udfoldes. De unge har haft det godt sammen på
møderne, og der er også blevet lejlighed til, at Johannes fik øje på Mary, der passede kontoret på
savværket, og Erhard så sig varm på den syngende Valborg.
Hvordan kontakten ellers blev dyrket er uvist, men Erhard havde på savværket den opgave at køre
lastvognen, der transporterede virksomhedens produkter. En vigtig del af produktionen var opskæring
af parketstave til Junckers Savværk i Køge. Derfor var han ofte på besøg i Køge, så det var
nærliggende at gøre en afstikker til Hjørnet og møde Valborg. Man kan forestille sig forskellige
muligheder. En af dem kunne være, at Mary tog en tur med og besøgte Johannes, men det ved vi ikke
noget om. Men vi ved, at der blev to bryllupper i 1933: Valborg og Erhard i oktober og Mary og
Johannes i december.
Som det dengang var sædvane, flyttede bruden ind hos brudgommen, der til gengæld havde til opgave
at sørge for husly. For Mary betød det, at hun rykkede ind på den knebne plads på Hjørnet. Erhard
byggede et hus i Osted, hvor han og Valborg fik deres første hjem. Under den myndige patriarkalske
ledelse, som Niels stod for, gik det nok rimeligt de første år. De blev dog ramt af sorgen med et
dødfødt barn i 1935. Katastrofen ramte året efter, da Niels i april uden varsel døde af et
hjertestop..
Brødrene Karl, Thorlejf og Erhard aftalte at drive savværket videre i fællesskab. Karl, den ældste
af dem, forsøgte formentlig at træde i faderens rolle, men det har ikke været på en måde, Erhard
oplevede som rimelig. I hvert fald valgte han og Valborg hurtigt efter at flytte til Endeslev.
Om der er blevet fundet midlertidig plads til dem hos Anders Rasmussen på Hjørnet, ved jeg ikke,
men hvis det er tilfældet må pladsen i sandhed have været trang.
Valborgs broder, Ove, havde i mellemtiden bygget Sandgravhus ved siden af den gamle fattiggård.
Fattiggården blev i disse år erstattet af et nyt kommunehus, der kom til at ligge på den anden side
af Sandgravhus. Fattiggården, skråt over for Hjørnet, blev revet ned, og på denne grund byggede
Erhard og Valborg det smukke stråtækte hus, hvor de kom til at leve det meste af deres liv. Der må
dog også have været lidt husrum hos broderen, for Valborg var atter gravid og skulle føde, før
huset var bygget færdig. Så hun fik barselsstue hos Ove og Theodora i Sandgravhus, hvor Kurt blev
født i 1937.
Den grund, Valborg og Erhard erhvervede, hvordan det så har kunnet lade sig gøre af få det
finansieret, var, vil jeg anslå, på 3-4 tdr. land, hovedparten landbrugsjord. Så der blev plads til
både en velbygget landbrugslænge og den rundsav og båndsav, det for Erhard var så vigtigt at få
opstillet på den sydøstlige del af marken. Det blev en bedrift med mange aktiviteter. Erhard
passede nogle år et fuldtidsarbejde på Junckers Savværk, men efterhånden fik han gang i sit eget
savværk og nåede også at dyrke sit lille stykke jord.
Han var en mand, der altid arbejdede. Stærk og utrættelig. Der var altid dyr på stedet. Erhard
måtte have en hest, og et par grise blev også passet. En af de store oplevelser for os børn var,
når Erhard kom hjem med et gedekid. For det var lige så meget kærligheden til dyr som
produktionsværdien, der optog ham.
Fjerkræet var det mest Valborg, der tog sig af. Der var kyllinger, høns, ænder og gæs, som var en
"bonderøv" værdig. Og det var ikke tilfældige dyr, men udvalgte racer. Også kalkuner havde hun en
periode. De blå huskatte satte hun stor pris på, men schäferhunden var Erhards tro følgesvend.
En særlig erhvervsepoke for familien Nielsen i Endeslev kom slagteriruten til at udgøre. Det var
som så meget andet udsprunget af patriarkatet. I tilknytning til købmandsbutikken havde Anders
etableret sig med udbringning af varer og tilrettelagt regelmæssige ruter for brød, kød og andre
ferskvarer. Efterhånden som sundhedsmyndighederne iværksatte stadigt strengere regler for
opbevaring og distribution af disse varer, blev det nødvendigt at udskille ruten med slagterivarer
fra den øvrige udbringning. En periode blev det Ove, der varetog opgaven, men på et tidspunkt,
formentlig lige efter verdenskrigen, overtog Erhard denne forretning.
Det var i den første tid med hestevogn, først efter varer på Køge Slagteri og derefter rundt til
kunderne på egnen. Det var vigtigt at have en stærk og hurtig arbejdshest at spænde for vognen, og
det havde Erhard blik for. I flere år var det en sort, velbygget vallak, der hed Sorteper. Den
havde dog et lidt uroligt temperament, der kunne volde problemer. Normalt gik den ruten uden at
kræve megen opmærksomhed. Når Erhard var færdig med at betjene en kunde, gik Sorteper videre uden
styring til det næste sted på ruten. Men pludselig kunne den blive grebet af hjemlængsel, og så gik
det i vild galop med vogn og varer slingrende efter sig hjem mod stalden. Nå, sagde vejens beboere,
nu kommer Erhard nok snart gående.
I tilknytning til slagteriruten udviklede der sig efterhånden en betydelig egenproduktion. Først
meget interimistisk, men efterhånden med indretning af kølerum, butikslokale og arbejdsrum. Her
måtte Valborg og siden sønnen Kurt træde til. Den hjemmelavede spegepølse blev en efterspurgt lokal
delikatesse.
Valborgs have var et kapitel for sig. Prydhaven anlagt og omhyggeligt plejet præsenterede huset på
bedste måde, og i køkkenhaven stod afgrøderne snorlige og ukrudtsfri.
Også husets indre var præget af orden, og her herskede Valborg uden indblanding. Køkkenet med det
store brændekomfur var det vigtigste lokale, hvor alle samledes under Valborgs trygge omsorg. Og
man følte sig altid velkommen, og en eller anden lækkerbid fra hendes eminente kogekunst faldt der
hyppigt af til os børn. Men stuerne var mere til særlige lejligheder og opgaver. Ryddelige og
velholdte som alt andet.
Hvis man skal karakterisere min faster Valborg, står ro og omsorg som de dominerende træk. Sådan
oplevede vi fætre og kusiner det, når vi havde vores gang i huset, og det var nærmest dagligt.
Aldrig husker jeg at have følt mig til ulejlighed.
Valborg følte og praktiserede en omsorg for sine børn, som var ganske usædvanlig. Hun hjalp og
beskyttede på en måde, som var forud for sin tid. Der var intet tilbage at ønske i forhold til
moderne mødre og fædre, der sætter børnene i centrum. Dengang kunne hendes omgivelser påstå, at hun
"pylrede", men hun var ganske bevidst om, hvad hun gjorde, og lod sig ikke påvirke.
Jeg oplevede ikke min faster som en egentlig markant personlighed, men nærede en stille tillid og
respekt for hende. Og i forhold til mennesker, hun selv havde tillid til, var hun ikke bleg for at
gå i dialog og udtrykke stærke synspunkter om samfund, religion og politik. Men når hendes
flamboyante brødre var til stede, lod hun dem føre ordet.
Hvis jeg skal samle mit billede af Valborg, var hun en velbegavet og talentfuld kvinde, som påtog
sig tidens tilbagetrukne kvinderolle, men i det moderne samfund kunne være nået vidt gennem
ligeværdig uddannelse og udvikling
FOTO
2: To patriarkater ca. 1933: Yderst til venstre har vi patriarken fra Osted, Niels Peter Nielsen,
der har blikket rettet væk fra kameraet. Dernæst i forreste række Valborg Rasmussen og Mary
Nielsen. I midten patriarken i Endeslev, Anders Rasmussen, derefter Marys bror, Bøje, med hunden og
endelig Anders kone, Ellen Louise, arm i arm med Marie Nielsen. I bageste række har vi først en
mand med hat, der kunne være Erhard Nielsen, men det er lidt usikkert. Næste mand med hat og hund
er højst sandsynligt min far, Ove Rasmussen, men det kan også være hans bror, Johannes. Theodora
Rasmussen født Holm, min mor, kikker frem mellem Anders og Bøje.
3: Musikanter og sangere i haven på "Hjørnet". Fra v: Tove Rasmussen, Inger Rasmussen, Valborg
Nielsen f. Rasmussen, Kurt Nielsen (harmonika), næsten skjult muligvis Birgit Rasmussen, Flemming
Holm Rasmussen (guitar), Bjarne Nielsen, Margrethe Skov f. Rasmussen, Merete Jørgensen f.
Rasmussen, Mary Rasmussen f. Nielsen, Johannes Raasmussen.