I daglig tale blev Theodora Margrethe Holm kaldt Dora.
Når Mor fortalte om sin barndom og ungdom i Slagelse, var det åbenbart, at det var den lykkeligste
tid i hendes liv.
Det er begrænset, hvad Theodora har efterladt af skriftligt materiale, men hendes karakterbog fra
Slagelse Borgerskole viser en pige, der i begyndelsen havde det svært med skolen, men udviklede sig
til en flittig og dygtig elev, der udnyttede sine gode evner. Ikke mindst hendes kundskaber i dansk
og tysk var i top.
Dora var den gode og pæne pige, som gjorde sine religiøse forældre ære. Hun har dog i "svage
øjeblikke" fortalt os børn, at hun og søsteren Lene også prøvede de verdslige ungdomsglæder og
deltog i arrangementer med dans. Det var begrænset, hvad hun afslørede, og der er ikke tvivl om, at
hun tidligt affandt sig med den asketiske livsførelse hos den tids baptister.
Som en naturlig del af menighedslivet hos baptisterne indgik musikken. Der var strengekor, som alle
unge, der havde en nogenlunde brugbar sangstemme, deltog i. Helst skulle de også spille et
instrument, og Theodora passede samvittighedsfuldt sin klaverundervisning. Det har ikke været et
overbevisende talent hos hende, men hun kunne med god præcision afspille Evangeliesangbogens
Melodibog. Men uden nodepapir kom hun til kort. Også mandolinspil efter noder lærte hun sig.
Efter skolen kom hun i lære som telefonistinde ved centralen i Slagelse, og her var hun ansat i en
årrække. Det har været en attraktiv stilling, som hun har opnået i kraft af sine gode
skolekundskaber, kultiverede stemme og dannede opførsel. Det blev en uddannelse, som hun senere i
livet benyttede som afløser ved landcentraler i Østsjælland.
Ægteskabet med Ove har helt efter vielsesritualet været i medgang og modgang. Hun har meget nemt
affundet sig med tidens kvinderolle. Hendes natur var ikke at være i centrum. Hun passede
samvittighedsfuldt husmodergerningen med hjem og børn og deltog i sin opmærksomhedsskabende mands
aktiviteter som den beskedne ledsager, der højst deltog i kvindekonversationen med de øvrige
ledsagende hustruer.
Det kom også til at betyde, at hendes status i familien blev urimeligt ringe. Ove viste hende ikke
særlig opmærksomhed, og jeg selv har taget rolle efter ham i min egen opfattelse og behandling af
hende. Det gør mig ondt i dag, for der er ikke tvivl om, at hendes store menneskelige værdier er
blevet værdsat langt under fortjeneste.
Tabet af hendes to førstefødte drenge har tynget den første tid i ægteskabet. I lange tider var hun
desuden stærkt generet af skinnebenssår på begge ben. Svigermor har ikke behandlet hende sympatisk.
Men Theodora bar sin skæbne, uden at jeg husker at have hørt hende klage.
Også som værtinde ved de hyppige besøg i hjemmet i Endeslev, har hendes rolle været tjenerindens.
Hun blandede sig ikke i de ofte hektiske diskussioner om religion og politik. Det var Oves domæne.
Da Theodora i 1957 blev enke, var det en enorm omvæltning i hendes liv. I overraskende grad
lykkedes det hende at skabe sig en tilværelse, der på bedste måde drog nytte af de nye
forudsætninger. Hun fortsatte i nogle år som afløser på de omliggende centraler og begyndte på egen
hånd at udnytte sin frihed til rejser og besøg hos børn, familie og venner. Efter få år flyttede
hun til Roskilde, der i endnu højere grad kunne fungere som centrum for hendes udadvendte
aktiviteter.
Jeg har kun positive minder om min mor og føler mig overbevist om, at hun som ingen andre opfylder
den karakteristik, at hun ved sin død havde mange venner og slet ingen fjender.
FOTO
3. I haven foran "Korts hus", hvor Erhard og Valborg Nielsen boede, efter de havde overtaget
købmandsbutikken. .Fra v. Theodora Rasmussen f. Holm, Merete Jørgensen f. Ramussen, Inger
Rasmussen, Johannes Pedersen, Birgit Rasmussen (delvis skjult), Tove Pedersen f. Rasmussen, tre
følgende kan ikke genkendes, Birger Rasmussen (i stol)