Asger Holm Rasmussen blev født som tredje barn i Theodora og Oves ægteskab. Med de to foregående
børns tidlige død, var det helt naturligt, at Asger var omgivet af stor bekymring. Det var også
baggrunden for, at hans mor blev indlagt på Rigshospitalet for at føde.
Men alting forløb godt, og drengen udviklede sig sundt og naturligt. Sikkert nok under stærk
moderlig, bekymret omsorg.
Asger havde gode evner. Hans særlige styrke var talbehandling. Alligevel blev hans skolegang ikke
nogen glædefyldt periode.
I de første fem år, som han tilbragte i Vråby Skole, var han udsat for mobning. Jeg husker det fra
omtalen af ”den lille Mogens”, som han frygtede. Hvordan terroren udspillede sig, ved jeg ikke, men
den lidt overvægtige dreng måtte sikkert opleve mange nederlag. Han flygtede hellere, end han
sloges.
Det har derfor nok været en stor befrielse for ham at blive sat i Karise Realskole, hvor han skulle
gennemføre den fireårige uddannelse, der afsluttedes med præliminæreksamen.
Men heller ikke her var han lykkelig. Den følsomme dreng frygtede den tids undertiden hensynsløse
lærertype. Han forberedte sig ikke meget og var derfor et let offer for den ondskabsfulde
matematiklærer Andreas Hviid og den kraftige, koleriske sproglærer Frøken Lundgaard. Den tids
pædagogiske redskaber var få og primitive, og for disse to læreres vedkommende var de sadistiske
indslag fremherskende. Også sanglæreren, Frede M. Hansen, havde han store problemer med. Asgers
musikalske evner var under det niveau, der normalt kendetegner familien, og hos lærer Hansen blev
han tvunget til at synge solo i hele klassens påhør. Det var en så hjerteskærende oplevelse for
Asger, at hans far klagede til skolelederen.
Trods ringe forberedelse og hyppige sygedage med migræne, bestod Asger i kraft af sit gode hoved
præliminæreksamen med hæderligt resultat.
Forholdet til hans far var desværre, som jeg opfattede det, ikke særlig godt. Ikke at Asger var
opsætsig eller skabte problemer, men hans natur lå nok for langt fra faderens idealer. Han var den
milde, følsomme dreng. Der var for lidt fysisk styrke, for svage praktiske anlæg og på en måde for
lidt ”frækhed”. Den drengefigur, Ove Rasmussen beskriver for eksempel som Lars i romanen Baronens
Søn, er meget ulig Asger.
Hans fader havde mange overvejelser om, hvilken løbebane sønnen skulle vælge efter skolen. En
aftale om læreplads i en bank i Køge slog fejl. Det kunne meget vel i stedet være blevet en plads
ved landbruget, men til alt held for Asger, der slet ikke havde sådanne tilbøjeligheder, endte det
med en stilling som trafikelev ved Østsjællandske Jernbane. Først i Rødvig og senere i Store
Heddinge, Karise og Hårlev.
Her er det mit indtryk, Asger kom til at trives. Han var vellidt og respekteret, og på
jernbaneskolen kom hans gode evner og klæbehjerne ham til gode. I løbet af kort tid kunne han
opremse alle stationer på enhver strækning i Danmark. Det var dengang langt flere end her i 2002.
Værnepligten aftjente han ved telegraftropperne. Hans overvægt gjorde ham ikke velegnet til indsats
i terrænet med gravearbejde og klatring i telegrafpæle. Men de fandt en plads til ham, hvor han
hurtigt gjorde sig gældende: Han blev telegrafist. Asger var ikke til pral, men jeg forstod på
beretningerne om hans præstationer med telegrafnøglen, at han her til forskel fra telegrafpælene
kom helt i top.
Da faderen døde i 1957 trådte Asger i karakter. Han overtog ansvaret for familiens økonomi og
bistod moderen med at få orden på tingene og drive bedemandsforretningen videre. Det var ikke et
solidt økonomisk grundlag, Ove Rasmussen efterlod. Der var vist tale om en mindre negativ formue.
Det blev Asgers og hans søster Toves lønindkomst, der var grundlaget for at klare de løbende
forpligtelser. Selv står jeg i stor taknemmelighedsgæld til dem, fordi de sikrede mig muligheden
for at færdiggøre min gymnasieuddannelse.
Ansvarlighed og troskab var de kendetegn, der trådte frem i den vanskelige tid. Asger havde altid
været en god storebror, og jeg husker ingen eksempler på uoverensstemmelser med ham. Det skyldes
først og fremmest ham, for jeg var i hyppig barnlig konflikt med de andre søskende. Men i krisen
viste han sin styrke.
Den sidste del af værnepligten havde Asger aftjent på Bornholm. Her havde han truffet Clara, som
blev hans kone. Ligesom han var hun baptist, og deres ægteskab blev præget af en nær tilknytning
til Baptistsamfundet.
Det første års tid af deres ægteskab boede de i Endeslev i den lejlighed i Rosenvang, Asgers
forældre havde haft. Så søgte Asger en ledig stilling på skattekontoret i Nexø og fik den trods de
manglende formelle kvalifikationer.
Her kom hans udprægede evner for talbehandling ham til gode. Han supplerede sin uddannelse inden
for regnskab og skat, avancerede og endte som skatteinspektør i Nexø kommune.
På Bornholm gik han ind i politisk arbejde som socialdemokrat og blev medlem af kommunalbestyrelsen
i Nexø og senere amtsrådet som formand for socialudvalget. Han var en habil taler og debattør.
Det største problem for ham blev hans overvægt. Den blev mere og mere belastende og var vel også en
medvirkende grund til hans tidlige død af leverkræft.
Asger Rasmussen sluttede sit liv på Rigshospitalet, hvor han 53 år tidligere var kommet til verden.