Anders Rasmussens morfader, altså forfatterens tipoldefar Christen Olsen levede med sin familie på
en “boel”, dvs. et mindre landbrug i Søllerup vest for Herfølge.
Christen og Sidse havde otte børn, deriblandt oldemor Karen Marie, der var den ældste, og
tvillingesøstrene Sidste Cathrine og Birthe Kirstine.
Den ældste søn, Ole Christensen, kom i lære som væver hos Niels Hansen på Søllerup Overdrev, og den
ene tvilling, Birthe Kirstine, blev tjenestepige samme sted. Det er situationen i 1850, hvor Ole er
17 og Birthe Kirstine 12 år. På det tidspunkt bor den anden tvilling og Karen Marie, der da er 19
år, stadig hjemme.
Allerede i 1834 bor Peder Larsen på 58 og hans 54-årige kone Johanne Pedersdatter på aftægt hos
familien. Det gør de stadig 16 år efter. De er antagelig Christen Olsens svigerforældre. I 1850 er
også enkemand og skrædder Ole Hansen flyttet ind. Han er 61 år. Om han har anden tilknytning end et
tilskud til økonomien i husholdningen, er ikke afklaret.
Udover de to nævnte børn er også sønnen Peder i 1850 flyttet hjemmefra. Han er muligvis identisk
med tjenestekarlen hos gårdmandsenke Kirsten Pedersdatter i Ringsbjerg, Sædder sogn.