Johanne Marie har spillet en rolle som plejemor for Anders Rasmussens søster, Karen Marie. Jeg har
oplysningerne fra Holger Nielsen.som jeg besøgte 15. september 2000.
Jeg fik to billeder af Karen Maries plejeforældre: Ole Larsen, født 1841 og Johanne Marie Larsen f.
Christensen, også 1841. Det ene viser dem som unge, holdende hinanden i hånden, og det andet som
ældre. Det første er fra et fotoatelier i Køge, men det andet er et amatørfoto taget foran
stuehuset til den gård, Niels Peter Nielsen og Karen Marie byggede ved indkørslen til Dyndledsvej
(senere Tømmer Lavs' gård).
Baggrunden for det er, fortalte Holger, at Ole Larsen havde forpagtet tre af Valløs gårde på
Endeslev Overdrev. På hver af dem havde han fire arbejdsheste. Hestene fik en sygdom, som medførte,
at han mistede dem, og resultatet blev, at han måtte forlade gårdene. Ole Larsen og Johanne Marie
flyttede så ind hos plejedatteren Karen Marie og hendes mand Niels Peter Nielsen. Det skete omkring
1910, hvor de har været 69 år.
Da N.P. Nielsen og Karen Marie i 1911 solgte gården og flyttede til Hårlev, hvor de startede
slagter-forretning, blev Ole Larsen og Johanne Marie installeret i Degnehuset på Degnehusvej. Så
vidt, jeg forstod på Holger, kan man finde stedet ved at køre fra Hårlev mod Køge igennem St.
Tårnby. Der ligger så en rød gård på højre hånd, og lige efter imellem to huse går Degnehusvej ned
til Degnehuset. Også Peter Nielsen (Rutepeter) har boet der lige efter sit bryllup, og der er
Holger født, hvis jeg fik rigtig fat i det.