Ole er eneste barn i skovfoged Niels Jørgensens 2. ægteskab. Han kom til verden i
Hjælpemarkshuset, skovfogedstedet i Lellinge, få måneder før faderen fyldte 60 år. Han blev
forstelev ved Vallø Stift, formentlig hos faderen. Faderen døde, da Ole var 21 år, og Oles
halvbroder Jørgen overtog skovfogedhvervet. I folketællingen fra 1860, da Ole er 23 år, bor han
stadig på skovfogedstedet og hans stilling betegnes "tjener huusfaderen", hvad formentlig svarer
til stillingen som forstelev..
I KRIG
Ole Nielsen deltog i Den 2. Slesvigske Krig i 1864 som menig nr. 574 ved 13. Infanteriregiment, 2.
Bataljon, 5. Kompagni fra 28. januar til 13. august 1864.
I den sidste halvdel af november og i begyndelsen af december 1863 beordredes de regimenter, hvis
mandskab var hjemmehørende i kongeriget og hertugdømmet Slesvig, til at indkalde samtlige årgange
af uddannet liniemandskab.
Den store andel af tysksindede blandt det fra Sydslesvig rekrutterede mandskab kom til at betyde en
mindre loyal ånd i de afdelinger, hvor de indgik. Det var gældende for 13. Infanteriregiments 2.
Bataljon, som Ole Nielsen tilhørte. Den samledes i Sønderborg, Regimentets 1. Bataljon, blev
formeret i Assens.
I første fase forblev 13. Regiments 2. Bataljon med sit slesvigske mandskab i Sønderborg. Ved
kringudbrudet 1. februar 1864 afmarcherede bataljonen ifølge ordre den 3. februar fra Sønderborg
for at begive sig til Flensborg. De nåede den 4. februar til Klusris, hvor de fik ordre til at
blive, og hvor de senere fulgte med den øvrige del af hæren på tilbagetoget fra Dannevirke til
Sønderborg 5. - 7. februar.
I Fredericia modtager general Lunding 6. februar telegram om, at Dannevirkestillingen er opgiven og
marchen til flankestillingerne, derunder Fæstningen Fredericia, er tiltrådt.
I begyndelsen af marts samledes 13. Infanteriregiment i den befæstede lejr nord for selve
fæstningen. På grund af problemet med sydslesvigerne var regimentet mindre anvendeligt til
forposttjeneste. Derfor dannede 13. Regiment fæstningens hovedreserve. Infanteriet fik 16. marts
tilført ca. 1900 Mand. Derved blev det muligt at udskille det upålidelige slesvigske mandskab af
13. Regiment. Det var nogenlunde tilendebragt i april.
I februar og marts trak de østrigske tropper sammen omkring Fæstningen
Fredericia, som blev erklæret i belejringstilstand. Helt undgik Ole Nielsen og hans regiment ikke
kampen, da østrigerne 17. marts begyndte angrebene. Tabsliste for angrebet paa Fredericia 17 .- 21.
marts 1864 var for 13. Regiment: 5 døde, 9 saarede og 3 deserterede slesvigere.
Efter tabet af Dybbøl 18. april 1864 øges presset på Fredericia. 26. april rømmer danskerne
fæstningen og trækker alle tropper til Fyn. Det gælder også 13. Infanteriregiment, som på det
tidspunkt talte 35 officerer, 89 underofficerer, 159 underkorporaler og 1586 menige.
På Fyn blev 13. Regiment placeret i Ingslev og Fjeldsted og indgik i forsvaret af den truede
kyststrækning syd for Middelfart.
Ole Nielsen hjemsendes 13. august 1864 ved fjendtlighedernes afslutning.
Efter ansøgning i 1876 (findes i Rigsarkivet) tildeles han en erindringsmedalje (krigsmedalje). Fra
Johannes Rasmussens manuskript "Mit livs karrusel" ved vi, at børnebørnene Ove og Johannes fandt
medaljen i hans efterladte chatol. Deres mor benævnte den "jernkorset". Desværre er den bortkommet.
HJEMME I SKOVLANDET
Ole Nielsen traf ifølge Johannes Rasmussen sin kommende kone, Kirsten Hansen, på Yderholm Kro, hvor
hun var ansat som serveringsdame. Kroen lå få minutters gang fra Hjælpemarkshuset. Ifølge samme
kilde giftede de sig 1870 i Herfølge kirke, og Ole fik tildelt skovfogedkaldet ved Almindevænge på
Endeslev overdrev. Det har ikke kunnet verificeres i kirkebogen for Herfølge.
Årsagen er, at der har været bredt et tågeslør ud over realiteterne. De synes at være, at Kirsten
blev husholderske hos Ole i Almindevængehuset og afløste her hans mor, Ellen Nielsdatter, ved
hendes død i 1869. Ole og Kirsten giftede sig 15. december 1871 i Køge, 2 måneder før Louise kom
til verden. Louise, der blev født i Almindevængehuset, bliver deres eneste barn, hvad formentlig
har sammenhæng med, at Kirsten da er 37 år.
Omkring 1885 fik Ole overdraget det noget større skovfogedkald i Vallø Storskov, og de flyttede til
den tilhørende embedsbolig, Abildgårdshuset, der ligger nogle hundrede meter inde i skoven fra
Tessebøllesiden.
Johannes Rasmussen fortæller kun positivt om sin morfar. Han var en dygtig jæger med fin jagtetik.
Til det var jagthundene et vigtigt redskab, og Ole Nielsen var kendt for at oplære sine hunde til
perfektion. Men når det blev nødvendigt at aflive dem, måtte han have en anden jæger til at udføre
opgaven. Det kunne han ikke selv få over sit hjerte.
Andre menneskelige træk fremgår af den beretning, som Johannes Rasmussen har fra Julius Olsen på
Herfølge Alderdomshjem. Han var kommet i skovfogedhjemmet som dreng og havde senere tjent hos Ole
Nielsen.
Ifølge Julius Olsen var Ole Nielsen "en flink mand". - Om han ikke også tit havde en lille hejsa
på? Jo, det havde han. Han gik gerne ture i skoven og havde så samtidig ærinde hos ledmændene, og
så "snattede" de. Det vil sige, at de drak dem en sort eller flere, og når skovfogeden kom hjem, og
sådan stak lidt langt ude med sin stok, og så at han sang denne : "Det var i niogfyrre, da jeg var
på session ...", så vidste de hjemme, at han havde "en lille en på". Men flink, det var han, sagde
Julius.
Et enkelt fejltrin fra Oles side blev afsløret, da der dukkede en halvbroder op til Louise.
Johannes Rasmussen forbigår det ret hurtigt i "Mit livs karrusel", men han omtaler denne nye
morbroder positivt og fortæller, at hans mor, Louise, satte pris på broderen. Da jeg hverken kender
mandens navn, fødested eller fødselsår, bliver det en vanskelig opgave at opspore denne gren af
familien, men faderskabet må være erkendt, når han kan indfinde sig hos søsteren.
Før jeg fik kendskab til oplysningerne i Johannes Rasmussens arkiv, havde jeg noteret mig følgende
fra folketællingerne: Fra 1899 bor datteren Louise og hendes mand Anders med datteren Elna på
skovfogedstedet. Anders er "Avlsbestyrer". I FT-1906 er Ole enkemand og skovfoged med
husbestyrerinde. Ifølge FT-1911 flytter skovfoged Peter Meyhoff i 1906 til sognet. Af kirkebogen
fremgår, at Ole dør på Hovtvedegård 25. april 1906. Han er således blevet pensioneret fra
skovfogedhvervet kort tid efter, at Kirsten den 11. januar er død. Han er derefter flyttet ind hos
Anders og Louise på Hovtvedegård og dør kort tid efter.
Disse oplysninger fra folketælling og kirkebog supplerer Johannes Rasmussen i blandt andet "Mit
livs karrusel". Det var de meget omtalte begivenheder omkring erhvervelsen og senere tabet af
Hovtvedegård, der dannede baggrund også for beretningen om Ole Nielsens sidste år.
Da det ikke lykkedes at få Anders antaget ved Vallø Stift som forstelev, så han kunne efterfølge
Ole som skovfoged, planlagde de at erhverve et landsted, hvor de kunne bo sammen, når Ole blev
pensioneret, og hvor Oles skovfogedpension skulle bidrage til økonomien. Det førte til købet af
Hovtvedegård i 1906. Omkring dette tidspunkt blev det konstateret, at Ole havde en kræftlidelse
ved mavemunden. En læge ordinerede operation. Ole Nielsen spurgte ham, hvor længe han så kunne
forvente at leve. Højst et par år, var svaret. Så valgte Ole Nielsen at afstå . Men for Kirsten er
både flytningen fra Storskov og mandens livstruende sygdom blevet for meget, og hun tog sit eget
liv før flytningen til Hovtvedegård.