Oplysninger om Kirstine Andersdatter

Kirstine blev født i Pedersker i 1777. Som det ofte var på den tid, kommer hun til verden i en familie præget af mange børnefødsler og et stort antal dødsfald blandt børnene. Hun kunne have haft 8 søskende, men fik kun lov at beholde de 4.
Hun vokser op på Borregaard, men meget mere ved vi ikke om hendes barndom. Tidligt kommer hun ud af tjene, så da hun som fjortenårig konfirmeres, sker det i Vestermarie.
 
Det bliver også her i Vestermarie, hun finder sin mand, Mads Jensen Lund, hvor de begge er i tjeneste hos M. Jørgensen. De slår sig først ned i Rønne, og Kirstines korte liv som hustru og ægtefælle bliver som hendes eget barndomshjem præget af børnefødsler og tragiske dødsfald blandt børnene. Otte fødsler gennemfører hun, og de tre var tvillinger. Den første fødsel er dødfødte tvillinger. Så en dreng, der kun bliver et år og hurtigt efterfølges af endnu en tvillingefødsel af to drenge, hvor den ene kun lever fem måneder. Så en dreng, der også dør efter fem måneder, Næste gang er det atter tvillinger. Det er to piger, hvor den ene dør efter godt en måned, men den anden, Ellen Margrethe, lever og bliver min tipoldemor. Så en pige, der dør som spæd, og derefter en dreng, Christian, som er levedygtig. Hendes sidste barn er Hans, som er fire år, da moderen dør, men som kun lever, til han er 13 år.
 
Familien flytter i 1814 fra Rønne til Nylars, men fem år efter flytter de videre til Aakirkeby, og samme år dør Kirstine, kun 43 år gammel. Hvis hun har oplevet sit liv med Mads som fyldt med sorg og ulykke, kan det ikke undre os.
 
Der kan måske rejses tvivl om dokumentationen af slægtsforholdet, fordi der mangler konsekvens i stavemåden for hendes fornavn. Ved dåben benævnes hun Kirsten, ved konfirmation og ægteskab er det blevet til Kirstine og ved begravelsen Christine. Det er imidlertid ikke et sjældent problem i slægtsforskning, og jeg tillægger det derfor ikke afgørende vægt.

Siderne er lavet den 18-feb-2024 med GEDHTanc Version 2.46.27  © 2018