På samme tid som Smedefamilien Dich satte deres spor i Gudhjem, finder vi en anden gren af slægtens
aner i den lille by. Også deres aneforløb kom til at gå over Christiansø, dog først gennem Zander
Pedersens barnebarn, Isach Jensen Holm.
Zander antages at være født i Allinge. I sin ungdom besejlede han verdenshavene som sømand, men i
1774 slog han sig ned i Gudhjem og giftede sig med Kirsten. Her ernærede han sin voksende familie
som fisker og avlsbruger som mange andre af Gudhjems borgere.
Ved trolovelsen fortæller kirkebogen: Sognepræsten Hr. Lütz trolover og giver Zander Pedersen, som
har seilet paa Langreiser, til Kirsten Isachsdatter, vil vi tvende underskrevne Mænd være
Sognepræsten ansvarlige for, at foranmeldte Zander Pedersen icke anden Steds var gift med nogen.
Saa og at de begge icke hinanden vorder beslægtede, hvilket vi her med egne Hænder bekræfter.
Øster Lars Præstegaard d. 17. Februar 1774
Isach Hansen Rasmus Pedersen RPS