Den skotskfødte skipper og købmanf Sander Dich var en af Svanekes fornemste borgere og fandt sit
sidste hvilested under kirkegulvet i Svaneke kirke. I dag findes stenen på kirkegården støttet op
mod nordmuren. Den er af rød sandsten og måler 197x120 cm; i hjørnerne er der evangelist-symboler,
nederst 2 næsten udviskede våbenskjolde. Indskriften lyder: "Jeg vedt at her under ligger begrafen
erlig oc Welfornemme mand Sander Dich borger oc invaner i Svanecke paa Boringholmb oc er barnfød i
Sckotland i Deytert som salig udi Herren hensof den 12 Maius Anno 1612 Gud gifve hannem med alle
tro christne og gledelig opstandelse paa den yderste dommedag hans alder 41 a".
Sander Dich var beskæftiget med fragtfart på Nordsøen og Østersøen. Hans fødeby, som nu staves
"Dysart", var ifølge Øresundstoldregnskaberne på 1500- og 1600-tallet hjemsted for talrige
handelsskibe. Herfra udskibedes bl.a. salt, en af tidens vigtigste handelsvarer. Allerede før år
1600 må Sander Dich have haft forbindelse med Bornholm, idet Hammershus Lensregnskaber 1598/99
meddeler, at Sander Skott (således kaldes han oftest i de samtidige kilder) bleb idømt en bøde på 9
daler for et overfald på en svensk skipper.
I Øresundstoldregnskabernes opgørelse over de enkelte toldekspeditioner, som altid angiver
skippernes navne, finder vi Sander Dich (Scott) adskellige gange, således i 1590/91: " Alexander
Skott fra Dundee, kom fra Königsberg". I 1591 kommer han fra Danzig og i 1596 fra Danzig med
ballast. Undere Kalmarkrigens danske flådebevægelser træffer vi Sander Dich som leverandør af
Danzigøl til krigsflåden. Hammershus Lensregnskab for 1611 (det første krigsår) indeholder således
en kvittering dateret 27/7 1611, hvorefter Hans og Sander Skotte, borgere i Svaneke, kvitterer for
26 Rdlr. modtaget for levering af Dantøl til Peder Galt, kaptajn på "Penitenzen". Kvitteringen er
forsynet med leverandørens segl, der bærer bogstaverne S.D. (Sander Dich) og H.D. (Hans Dich).
Sander og Hans bliver anset for at være brødre. De nedsætter sig i samme by Svaneke og har vel i
1611 haft skibet i fælleseje. I 1595 anføres: "Hans Skott fra Leith kom fra Danzig med 17 løster
rug a 40 Rdlr.". I 1601 kom han ligeledes fra Danzig og i 1608 fra Königsberg. Hans Dich er også
nævnt som ølleverandør. Således kvitterer han en løjtnant på "Penitentzen" 25/5 1611 for 20 tdr.
Godtøl modtaget fra Hans Skotte i Svaneke. De ser ud til, at de 2 brødre virker som ligestillede i
deres næringsvirksomhed.
En gade nær kirkepladsen i Svaneke er opkaldt efter Sander Dich.. Den hedder Sander Dichsgade.