Brødrene Sander og Hans Dich synes i forskellige sammenhænge at have arbejdet som ligestillede
partnere både før og efter ankomsten til Svaneke. Det kunne blandt andet kvitteringen i Hammershus
Lensregnskab for 1611, der er omtalt under Sander Dich, tyde på.
Også Hans Dichs ligsten i Svaneke er bevaret. Den ligger i dag som tærskelsten ved Svaneke
kirkedør. Den er af gotlandsk kalksten og måler 200 x 130 cm. Indskriften er udvisket, med ifølge
Thurah har den lydt således: "Denne sten haver Erlig Mand Hans Dich, Borger udi Svanike ladet legge
her i Svanike Kirke formedelst sin egen Bekostning, under hvilken Steen, han med sin kiære Hustrue
Johanne Jensdatter agter at hviile deres been, når HERren vil, at de skulle skilles fra denne
Verden; nu her udhuggen aar 1622. Gud give det maae blive den Christilige Kirke til Ære og os til
Salighed, Amen! Og døde Hans Dich d. (ikke udfyldt) Anno (ikke udfyldt). S. Johanne Hans Dicks døde
d. XIV Sept. Ao. 1627, hvis Sjæl Gud haver"
Hans Dich har selv bekostet sin sten. Borgerfortegnelsen antyder, at han døde i fattigdom. Måske er
han død uden efterkommere, som kunne have udfyldt de manglende oplysninger om hans død på
ligstenen. En anden forklaring kan være, at han forsvandt efter en skibsulykke, eller at han
simpelthen har skiftet bopæl i sit livs senere år.